SkanskDansk
Forord > Europahistorie > Konstantinopel


Konstantinopel


Byzans for 555 år siden

"... i løbet af blot et kvarter stod 30.000 tyrkiske tropper inde i Konstantinopel. (...) Osmanniske soldater åbnede én for én byens porte, så alle deres kampfæller kunne få adgang til Konstantinopel. (...) Osmannerne var overraskede. De havde forventet en stor hær, men blev mødt af skrækslagne civile. Syv ugers intens kamp havde fået bitterheden til at vokse - og nu skulle byen straffes for ikke at have overgivet sig. Vrede og frygt smadrede sammen, og gaderne blev glatte af blod. Enkelte steder gjorde indbyggerne modstand, men de blev hurtigt nedkæmpet. "Hele byen var fyldt med mænd, der dræbte eller blev dræbt. Mænd, der flygtede eller forfulgte," skrev historikeren Chalcocondylas.".

Omtrent således kunne man forestille sig situationen i Københavns gader fredag 11. februar 1659, hvis det var lykkedes den tyskkommanderede "svenske" hær at gennembryde de københavnske volde for derefter at udsætte den erobrede danske hovedstad for "fri plyndring".

Citatet oven for er hentet fra magasinet Illustreret Videnskab / Historie, nr. 5/2008 (84 sider, ISSN 0806-3915). Bladet udgives af Bonnier Publications A/S, Strandboulevarden 130, 2100 København Ø

På siderne 50-57 i nævnte nummer bringes en artikel om Konstantinopels Fald i 1453 med titlen "Tyrkerne knuste Konstantinopel". Teksten er skrevet af Emrah Sütcü og præsenteres således (s. 50): "I april 1453 stod 200.000 osmannere foran Konstantinopels porte. Inden for murene gjorde blot 10.000 byzantinere klar til at forsvare den by, som i over tusind år havde været kristendommens sidste bastion mod øst. Nu stod byen foran sin skæbnetime.".

På siderne 50-51 gengives en farvetegning af nærkampe under dette anfald, ledsaget af teksten (s. 50): "Den 29. maj 1453 kollapsede Konstantinopels forsvar efter syv ugers belejring - osmannerne havde nu fri adgang til byen.".

Artiklen er en dramatiseret skildring af begivenhederne ved Konstantinopel for 555 år siden i månederne april-maj 1453, og den indledes således: "I syv uger har den osmanniske hær belejret Konstantinopel, men byen nægter at overgive sig. Tiden er ved at løbe ud for sultan Mehmet 2., som giver ordre til et sidste stormløb mod byen." (s. 51).

Osmannerne (tyrkerne) havde forud for 1453 forsøgt at belejre Konstantinopel/Byzans ialt seks gange.

Om situationen inde i byen hedder det i artiklen (s. 52): "Indbyggerne i Konstantinopel var i generationer vokset op med historier om de utallige horder - arabere, mongoler og andre - der havde forsøgt at erobre deres by. I de 1123 år, byen havde været hovedstad i Byzans (det østromerske rige), var frygten blevet en del af deres selvforståelse. For de vidste, at Konstantinopel med sin placering mellem Europa og Asien var et eftertragtet bytte for enhver hærfører, der drømte om magt. Sultan Mehmet 2. var en af disse hærførere. Det osmanniske rige strakte sig allerede fra Anatolien til Balkan, da han som 19-årig kom til magten i 1451. Men midt i hans rige havde Konstantinopel - som den sidste rest af det engang så mægtige byzantinske rige - holdt stand.".

På s. 52 vises et kort over byen og dens omgivelser, som disse tegnede sig ud fra en strategisk synsvinkel. Osmannernes hovedstyrke lå uden for den stærke bymur i vest, mens deres skibe blev slæbt over land nord for Galata for at blive søsat igen i Det Gyldne Horn, der lå beskyttet inde bag den store jernkæde, som spærrede indløbet til Hornet i øst.

"Europæisk" forræderi

Først da angriberne satte den hidtil største kanon ind, lykkedes det efter 47 dages belejring at skyde et så stort hul i vestmuren (s. 52), så forsvaret til sidst brød sammen.

Om denne store kanon skrives der i en faktaboks (s. 53): "Osmannernes kanoner var støbt i bronze. Den største af dem var næsten ni meter lang og kunne skyde med stenkugler på 700 kg. Konstantinopels mure - der havde beskyttet den kristne by mod fjender i over 1000 år - blev fældet af kanoner, som var bygget af en kristen kanonstøber. Ungareren Orban støbte oprindelig kanoner for kejser Konstantin, men da han ikke længere kunne betale Orbans løn, søgte ungareren i 1452 til Mehmet 2.s hof. "Jeg har undersøgt byens mure i detaljer. Kuglerne fra mine kanoner kan smuldre dem til støv," lød salgstalen til sultanen. Orbans arbejde var af uhørt høj kvalitet, og kronen på hans værk blev støbningen af verdens største bronze-kanon, som målte næsten ni meter. Den var så tung, at 60 okser og 200 mænd måtte trække den til Konstantinopel i 1453." (s. 53).

Kejser Konstantin havde forsøgt at skaffe sig hjælp i "Europa"; men som også talrige eksempler fra nyere tid viser, er "Europa" som hovedregel ikke interesseret i at forsvare europæisk kultur, når den trues på livet. I 1453 var situationen den samme.

Splittet "Europa"

Artiklen bringer dog også en anden vurdering af situationen i 1453 (s. 53): "Og ikke mindst kunne Mehmet risikere, at de kristne riger i Europa kom Konstantinopel til undsætning. En krig mod en samlet kristen front var en for stor udfordring. Kejser Konstantin havde da også desperat søgt støtte i Europa, da Mehmets hensigter blev kendt i efteråret 1452. Kejseren lovede jord til dem, som kom hans by til hjælp, men svaret var en kold skulder. De europæiske riger havde ingen interesse - hverken økonomisk eller politisk - i at redde stumperne af det østromerske rige. Oftest druknede anmodningerne om hjælp i tomme diplomatiske floskler, og det blev efterhånden klart, at Konstantinopel stod alene. De eneste, der kom til hjælp, var små hære af frivillige soldater fra de italienske bystater. Kejser Konstantin havde færre end 10.000 mænd i sin tjeneste - de fleste utrænede. Få hundrede meter fra hans by stod en hær på 200.000 osmannere." (s. 53).

Et voldsomt stormangreb mod bymuren satte ind onsdag 18. april 1453, men blev slået tilbage. Samme dag angreb en osmannisk flåde den byzantinske sømagt, men også her holdt byzantinerne stand (s. 54). Om de 140 angribende skibe hedder det (s. 54): "Derfor havde sultanen et år før belejringen beordret den osmanniske flåde udvidet. De dygtigste håndværkere fra Italien og Grækenland blev hyret, og erfarne, dygtige søfolk fra de asiatiske og europæiske kyster blev samlet. De gamle skibe blev moderniseret, mens et stort antal nye blev bygget." (s. 54).

To fronter

For at få sig en strategisk fordel iværksatte osmannerne herefter en overraskende og helt uventet plan, der bestod i at slæbe skibe fra Bosporusstrædet nord om den italienske koloni Galata ind i Det Gyldne Horn (illustration s. 52). Denne manøvre fandt sted søndag 22. april 1453.

Om denne fjords betydning hedder det i artiklen: "Det Gyldne Horn - en smal fjord, der beskyttede Konstantinopel mod nord - skulle erobres straks, mente sultanen. Fjorden fungerede som et helle for den byzantinske flåde, og en erobring af farvandet ville tvinge Konstantin til at sprede sine soldater. Det ville gøre arbejdet lettere for osmanniske tropper på land. Byzantinerne var klar over fjordens strategiske betydning og havde derfor spærret adgangen til den med en tyk jernkæde - det udelukkede et direkte angreb. Den ene ende af kæden var i Konstantinopel, den anden i Galata - en italiensk koloni på den anden side af fjorden. At storme Galata for at ødelægge kæden ville være selvmord, vidste Mehmet. Det ville få de italienske bystater til at gå i krig på Konstantins side. Der måtte findes en anden løsning." (.55).

Denne løsning bestod som sagt i at slæbe skibene nord om Galata (og jernkæden) ind i Det Gyldne Horn. Da byzantinerne så skibe for fulde sejl bevæge sig ind over land, måbede de, og en samtidig beretning lyder: "Det var et ekstraordinært syn at være vidne til og umuligt at tro på, hvis man ikke så det med sine egne øjne. Skibene blev båret over tørt land - som om de sejlede til havs med mandskab, sejl og udstyr," skrev den græske historiker Kritovoulos, som overværede tyrkernes manøvre. Fra toppen af fjorden havde osmannerne fri passage til bugten. Mens kanoner holdt fjendtlige skibe væk, nåede det første osmanniske skib ved middagstid det stille vand i bugten. Yderligere 71 skibe fulgte efter i løbet af dagen." (s. 56).

Lørdag 28. april forsøgte den byzantinske flåde en modangreb, som dog faldt uheldigt ud: "I det efterfølgende kaos blev de fleste byzantinske skibe sænket. 40 tilfangetagne sømænd blev spiddet for øjnene af deres chokerede fæller, som så til fra bymuren. (...) En gruppe af de italienske allierede stak af og efterlod byens udmattede forsvarere til deres egen skæbne.".

Flere stormløb mod bymurene fulgte i maj måned med store tab for osmannerne.

Tirsdag 29. maj 1453 - for 555 år siden - gik det så løs igen:

"En time før solopgang den 29. maj 1453 blev angrebet blæst i gang. Efter syv timers blodig kamp kæmpede osmannerne og byzantinerne stadig på toppen af bymuren. I et af de mest afgørende øjeblikke blev en italiensk hærførere såret - og i den efterfølgende panik trak de sidste italienske soldater sig tilbage og satte kurs mod deres skibe. Forladt af deres allierede kunne de udmattede byzantinere ikke længere magte de uendelige rækker af tyrkere." (s. 56).

Og "... i løbet af blot et kvarter stod 30.000 tyrkiske tropper inde i Konstantinopel. (...) Osmanniske soldater åbnede én for én byens porte, så alle deres kampfæller kunne få adgang til Konstantinopel." (s. 56). Herefter hedder det: "Osmannerne var overraskede. De havde forventet en stor hær, men blev mødt af skrækslagne civile. Syv ugers intens kamp havde fået bitterheden til at vokse - og nu skulle byen straffes for ikke at have overgivet sig. Vrede og frygt smadrede sammen, og gaderne blev glatte af blod. Enkelte steder gjorde indbyggerne modstand, men de blev hurtigt nedkæmpet. "Hele byen var fyldt med mænd, der dræbte eller blev dræbt. Mænd, der flygtede eller forfulgte," skrev historikeren Chalcocondylas." (s. 56).

Intet Eldorado

Erobrerne troede, de var kommet til El Dorado, og hærgede løs: "Al organiseret modstand var nu nedkæmpet, og osmannerne koncentrerede sig om byens rigdomme - Mehmet 2. havde lovet sine tropper tre dages fri plyndring. Jagten gik ind på værdifulde slaver - unge kvinder og smukke børn. Osmannerne "plyndrede, ødelagde, røvede, myrdede, fornærmede, erobrede og gjorde mænd, kvinder og børn - gamle som unge - til slaver", skriver historikeren Kritovoulos. Kirker og klostre blev tømt for guld og ædelstene, ikoner hakket i stykker, og helgengrave smadret, og deres indhold smidt på gaderne. Hvert eneste hjørne af byen blev endevendt i jagten på guld." (s. 57).

Mehmet 2. mødte ikke den guldby, han havde drømt om: "Byen mindede mere om en ruinby end "byen af guld", som han havde hørt så mange historier om. "Hele byen var forladt og tom og fremstod hærget og forkullet, som var den brændt ned," skriver Kritovoulos. Nedtrykt beordrede sultanen plyndringerne stoppet efter en enkelt dag." (s. 57).

Hagia Sophia Kirken - kristenhedens pryd - gjorde dog et vist indtryk på ham: "Sultanen trådte ind i katedralen, og synet, der mødte ham, forfærdede og imponerede. Katedralen var smukkere end noget andet, han havde set, men den ærefrygtindgydende bygning var allerede mærket af plyndrende osmannere. (...) En imam blev tilkaldt og beordret til at indkalde til bøn. Sultanen lagde sig på knæ. Han havde opnået, hvad han havde drømt om." (s. 57).

7. juni 2008: 555 år siden

Tirsdag 29. maj 1453 i den da gældende julianske kalender svarer (?) til tirsdag 7. juni i den gregorianske, hvorfor den præcise 555 års dag for Konstantinopels Fald er lørdag 7. juni 2008.

Hvad der skete med kejser Konstantin XI. tirsdag 29. maj 1453 er der forskellige meninger om. En faktaboks s. 57 refererer nogle af disse.

"Kejseren blev sidst set kæmpende mod osmannerne, som strømmede ind gennem bymurene.". Herefter er fortsættelsen uvis. Erobrerne fortæller, at han "flygtede", blev pågrebet og halshugget.

En anden version lyder: "Ifølge kristne kilder blev Konstantin dræbt af osmannerne, da han ledte sine mænd i kamp og bravt kæmpede forrest. "Nogle siger, at hans hoved blev skåret af - andre, at han blev mast til døde mod byporten. En af de to historier kunne sagtens være sand," skriver historikeren Agostino Pertusi. Konstantins ukendte skæbne har - især efter det osmanniske riges fald - givet ham kultstatus i Grækenland. Ifølge en populær legende vil han en dag stå op af graven, jage tyrkerne ud af Istanbul og overdrage byen til grækerne." (s. 57).

Mere om Konstantinopel her og her (Roger Crowley).

Appendiks om en bys erobring: Nakskovs fald fredag 25. juli 1659
Om Nakskovs Fald fredag 15. juli 1659 (fredag 25. juli i gregoriansk kalender) hedder det i et historieværk fra 1735 (1856):
"Men, da de Svenske kort derefter bemægtigede sig Hornværket, som var de Beleiredes beste Værn, og hvorved Fienden kom i Stand, at kunne lange med Musqvetter ind udi Staden, beqvemmede alle sig til Accord, hvilken ogsaa blev sluttet den 15 Julii saaledes, at Indbyggerne paa Liv og Gods ikke skulde beskadiges, hvilket dog ikke blev holdet; thi Staden blev opfyldt baade med Mord og Rov ... (...) Saaledes faldt Nascov efter en haardnakked Beleiring af 13 Uger udi Fiendens Hænder, og var det ikke liden Ære for en saa maadelig Stad, at have udstaaet en saa haard og langvarig Beleiring.".

 

 

2367 dage siden statskuppet i Danmark 24. april 2008
Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima - til Ringhals i Halland?
Om den "rene" kernekraft, her.

Quisling-færge
Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

Meninger
Tilkendegivelser og meninger, hentet fra internettet.

Oktober 2014, her.
September 2014, her.

August 2014, her.

Juli 2014, her.

Juni 2014, her.

Maj 2014, her.
April 2014, her.
Tale 18. marts, her.
Marts 2014, her.

Ondskabens akse
EUizmens diktatur, her.
Statskupmagere, her, her.

Forbryder-stat
Skamløse megakriminelle, her.

Malmø
En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Sandhed ilde hørt
Om de europafremmede EUimporterede "nyeuropæere", her.

Nyt fra Skåne
Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple