SkanskDansk
Forord > Historierevisionisme


Historierevisionisme


Svensk nationalisme

Der udgives mængder af dansksprogede magasiner (periode- eller tidsskrifter) for særlige målgrupper. At følge med i, hvad der skrives i disse udgivelser, kan kun ske ved sporadiske nedslag, når tiden tillader det.

Et sådant tidsskrift kaldes Siden Saxo. Det er yderst sjældent, man har lyst til at læse en artikel heri (internettet er jo opfundet), selvom skribenter og redaktører sikkert mener, det skulle være et magasin af høj kvalitet. Udgiverne har da også økonomisk kapacitet til at producere et blad på fint papir og med flotte farvetryk til illustrationerne.

Skriftet, der udgives af Statens Arkiver, bærer imidlertid i mange henseender præg af, at bladproducenterne ikke har forladt enevoldstænkningen, der jo overvintrede i centraladminstrationen (ministerierne, arkivvæsenet, "folketinget" m.v.) trods 1849, 1901 og 1945. Ved statskuppet 24. april 2008 er uret så i øvrigt for landet som helhed skruet tilbage til før 1849. Nu skal Danmark igen styres ved forordninger, dekreter og gehejmerådsbeslutninger. Hvis det står til de 179 statskupmagere - og danskerne finder sig i det.

I sjældne tilfælde kan man føle sig "kaldet" til at pligtlæse en enkelt af artiklerne i Siden Saxo, der udkommer med fire numre årligt. Således i det første nummer i 2008, nemlig: Siden Saxo nr. 1/2008, 48 s., ISSN 01-09-6028.

På side 45 heri bringes en helsides annonce om udstillingen på Roskilde Museum 27/2-5/5 2008 ("Roskildefreden 1658").

I denne "reklame" fortælles det om Bleking, Halland og Skåne, at "områdets kultur bærer stadig præg af den dansk-svenske fortid", og endvidere, at: "Udstillingen er en del af det tvær-nationale projekt "350-året for Roskildefreden 1658", som er et professionelt og forskningsbaseret netværksprojekt, der inddrager museer, forskningsinstitutioner, organisationer m.fl. på begge sider af Øresund." (s. 45).

Redaktørskift

På side 2 oplyses det, at redaktørerne på nr. 1/2008 er Lars Bangert Struwe (ansv.), Steffen Harpsøe og Ole Magnus Mølbak Andersen. Sidstnævnte fratræder dog sin stilling i og med dette nummer. I redaktionspanelet sidder desuden Poul Olsen og Steen Ousager (s. 2).

Overskriften på lederartiklen, der foregiver at handle om roskildeforræderiet i 1658 lyder (s. 2): "350 år er lang tid siden". De tre lederskribenter lægger ud med en omtale af 350 året og de "dansk-norsk-svenske relationer", og de varsler flere artikler om disse "relationer" i de kommende numre af tidsskriftet.

Det redaktionelle triumvirat fremhæver så for øvrigt i forbindelse med en afholdt læserkonkurrence "danskernes" eminente historiebevidsthed: "Vi er således fortrøstningsfulde, når talen falder på danskernes manglende historiekundskaber." (s. 2), hvormed menes, at de ser lyst på disse.

Nyforsker fra Lund

Man bliver dog mindre fortrøstningsfuld - især hvad angår de tres historiekundskaber, når man konfronteres med første artikel i det aktuelle nummer (Siden Saxo 1/2008, s. 4-13). Teksten her er skrevet af en "historieprofessor" (HG) fra det berygtede Lund Universitet (s. 5, 13), og den er oversat til dansk af den afgående redaktør Ole Magnus Mølbak Andersen (s. 13).

HG's hovedanliggende i artiklen er at "bevise", at det ædle Sverige i 1658 og i alle de efterfølgende 350 år er blevet bagtalt af især danskere og visse marginale skåninger, men i særdeleshed af de historikere, der har været under "nationalismens åg" (s. 5).

Som et eksempel på en sådan tvivlsom personage og dennes "nationale tolkning" nævnes den danske historiker Knud Fabricius (1875-1967), som er et af hovedmålene for HG's angreb (s. 6), der dog er sukret til med nogle taktisk betonede "rosende" bemærkninger om samme Fabricius og hans bøger om Skåne fra 1906-1958.

HG anser Sverrigs politik i relation til Skånelandene fra 1658 (1645) for at have været moderat og afdæmpet - i det store og hele; og under alle omstændigheder ikke værre end den, andre svenske (!) landsdele blev udsat for.

Med fråde om munden

HG er tilsyneladende tilhænger af moderation i almindelighed, men mister dog ganske besindelsen, når talen falder på dem i nutiden, der ikke deler hans rosenrøde tolkning af de svensk- og tyskstyrede overgreb i Skånelandene gennem de seneste 350 år (og man kunne snilt gå helt tilbage til 1250).

Så skifter HG til et skingert toneleje. Han kan således ikke lide, at nogen har taget fat i de "svenske" massakrer i Skånelandene, og skriver: "Myten om en brutal forsvenskning har i de senere årtier været stærkest og mest hyppigt brugt af ekstreme grupper i Sverige; grupper som har hævdet en skånsk nationalitet, og som særligt er karakteriseret ved en fremmedfjendtlig [side 6 til 7] højrepopulisme. De har annekteret det moderne begreb "etnisk udrensning" og mener, at skåninger blev udsat for en sådan, hvilket ifølge dem i dag skulle give det moderne Skåne ret til regionalt selvstyre og til at udvise ikke-skåninger. Disse grupper har ofte haft held med at komme frem i medierne, tilmed i Danmark, og deres tolkning var for nylig baggrunden for den svenske tv-serie "Snapphanar", som også blev vist på dansk tv." (s. 7).

Her taber HG, sikkert som følge af sit indestængte had, den "videnskabelige" maske, og hans egentlige og nutidige politiske og ekstremistiske ærinde afsløres med al tydelighed. For at fremme sit personlige politiske mål har han så skrevet artiklen i Siden Saxo, og hans svensknationalitiske anliggende har redaktionstriumviratet derefter fortrøstningsfuldt fundet passende at præsentere ukommenteret for et historietomt dansk publikum.

For HG er det særligt rystende, at det ikke kun er sære skåninger, han har som modstandere, men at disses "ekstreme" synspunkter også er kommet frem i den ikke-svenskbesatte del af Danmark, eller som han udtrykker det: "tilmed i Danmark", hvormed HG mener den del af det danskkulturelle område, der ligger vest for Øresund og Halland.

Som politisk kampmiddel bruger HG så ellers skamløst sin "titel" som "historieprofessor", hvormed han mener at kunne tale "objektivt" om historien i modsætning til de "ekstreme skåninger".

Nyforskningens metode

Et andet trick, som taskenspilleren HG har i sit våbenarsenal, er, at han fremhæver sig selv som "moderne" og "up-to-date" modsat de antikverede særskåninger. HG kan nemlig hoverende henvise til sin "nye forskning", der viser et andet billede af den svenske politik mod Skånelandene end de "ekstremes" bragesnak.

HG's svensknationalistiske "nye forskning" består stort set i at frikende Sverrig for urent trav i forhold til det okkuperede Skåneland. For at "bevise" denne tese bringer han forskellige argumenter i spil.

Skånelandene blev således ikke indlemmet i Sverrig allerede i 1658, men først et par årtier senere, skriver han. I 1658 blev Skånelandene nærmest befriet for det danske åg og priviligeret ved at blive en provins under Sverrigs krone. Sådant var helt "normalt" dengang (s. 7), ja: "På en måde var det ikke mere mærkværdigt at skifte stat end at skifte konge." (s. 8).

HG opererer i det hele taget med et undskyldende normalitetsbegreb, idet okkupationen af Skånelandene og statsskiftet var helt "normale" foreteelser i dé dage: "Forvandlingen (...) indebar derimod, hvad der var ganske normalt i tidens Europa, at et område fik en ny hersker, der ..." (s. 13).

At Skånelandene blev svenske var i det hele tage ikke udtryk for nogen form for tvang, det var noget harmonisk og smukt, en organisk sammensmeltning, idet "den karolinske enevælde (...) skabte de organisatoriske rammer, hvorfra disse provinser kunne vokse ind i det gamle Sverige ..." (s. 13).

Privilegier på stribe

De overdådige privilegier stoppede langt fra i 1658. Allerede i 1662 blev skåningerne nemlig af sær nåde beriget med "Malmørecessen", og i 1666 blev de forfordelt ved oprettelsen af universitetet i Lund, mens det svenskbesatte gammeldanske område ved Elvens sydlige bred (Gottenborg/Göteborg) så sig forbigået ved den lejlighed.

Efter disse iøjnefaldende svenskbefordrede "fremskridt" i Skåne, som et danskstyret Skåne ikke kunne have præsteret, når HG frem til de gammeldanske stormandsslægter i Skåne, der i årtierne efter 1658 blev udskiftet med svenske lykkeriddere. Denne fortrængning af de kulturbærende danske slægter i Skåne skjules kynisk ved, at HG blot taler om "adelen" sådan i al bred almindelighed. Derved kommer han uden om at forholde sig til de svenske okkupanters indtog på og (vedvarende) ejerskab af de skånske herresæder.

Og så kan han om tiden efter 1658 triumferende udbryde: "Adelen i Skåne forblev stærk, både socialt og økonomisk" (s. 9).

Lundensisk nysprog

Et andet eksempel på HG's nysprog er, at han afviser, at der fandt en "omnationalisering" sted i Skånelandene. Nej, hævder den historierevisionistiske HG: Der var blot tale om en pædagogisk venlighed fra svensk side. Det drejede sig således udelukkende om "kulturel integration" ( s. 10) af de tilbagestående skåninger.

At skåningerne var tvangsindlagt til at høre på svensk sprog i kirke og retssal samt læse/høre dette fremmede sprog i kateketundervisning og anden offentlig propaganda havde ingen virkning på det gammeldanske sprog i Skånelandene. Skriver han.

HG bliver her helt kategorisk og messer: "At forsøge at ændre på befolkningens hverdagssprog var der aldrig tale om." (s. 10).

Læg her især mærke til ordet "hverdagssprog". Derved tror HG at have klaret frisag, idet han herefter kan imødegå alle henvisninger til det officielle sprogskifte i Skånelandene. Dette vil han ikke kunne benægte (beviset findes i nutiden), så han bruger snedigt udtrykket "hverdagssprog". Men selvfølgelig ændres dette sidste, når al offentlig tale er på erobrernes fremmede sprog og man tilmed tvinges til at lire lutheristisk svenskpropaganda af på besættelsesmagtens sprog i den livsprægende pubertetsalder (kateketundervisning m.v.).

Næste angrebsmål for HG's nutidspolitiske felttog er "myten" om den svenske indvandring til Skånelandene (soldater, embedsmænd, præster, godsejere osv.). Hans konklusion er her, at: "Nogen omfattende indvandring fra det egentlige Sverige findes der intet belæg for." (s. 10).

Svensk ekstremisme

Nu er man kommet så langt hen i teksten, at HG's sproglige manipulationsteknik er velkendt stof. I det sidste tekststykke er det således ordet "omfattende", som HG hænger sin historierevisionisme på. For det første er adjektivet i sig selv vagt, for det andet slipper HG ved dettes brug for at komme ind på, at hele toplaget i Skånelandene i årtierne efter 1658 blev besat med "svensknationale folk": på de store gårde, i retssalene, ved kirkerne, på universitetet, i militæret og i "provinsstyret" generelt.

HG's ekstemisttolkning afsløres også ved, at han anvender ord som "aldrig" og "intet" efter først at have brugt tricket med at indføje de små sprogfælder som "hverdagssprog" i stedet for "sprog", "omfattende indvandring" i stedet for blot "indvandring" osv.

Manipulationsteknikken fortsætter, og nu kan læseren selv lave tekstanalyse på HG's udsagn ved hjælp af ovenstående gennemgang af HG's historierevisionistiske kunstgreb.

Pendling som på øresundsbroen

HG tager herefter fat på en anden af de "myter", som fremføres af nogle skånelandsvenner, der hævder, at den handelsmæssige og personlige trafik over Øresund blev stort set indstillet i de 150 år, der gik fra ca. 1680 til 1830. Det passer ikke, protesterer HG, efter ved møjsommelig nyforskelig søgen at have fundet eksempler på, at nogle privatpersoner skulle have passeret Sundet, mens "jerntæppet" var sænket.

HG kan dog ikke styre sin hang til at gå til yderligheder, så han smører tykt på og skriver: "alle tegn tyder på, at kontakten på tværs af sundet fortsatte med at være livlig" (s. 10).

De göticistiske professorer i Lund, svenskpræsterne ude i sognene, okkupationsmagtens dommere og slavepiskerne i de lokale skoler gjorde i tiden 1658-2008 alt, hvad de kunne - kan man forstå - for at oplyse om Skånelandenes gamle danske historie; for, som HG skriver: "Der findes intet, som tyder på, at danskertiden var noget som skulle slettes fra den kollektive hukommelse." (s. 10).

Og så sætter HG ellers trumf på, idet han insinuerer, at kun repræsentanter for den "nye forskning" har de rette forudsætninger for at udtale sig med autoritet om 1600-årenes Skånelande. Sådanne nyforskere forstår sig nemlig i særlig grad på, hvordan "Østdanmark" blev til "Sydsverige". Al nutidsorienteret tolkning af Skånelandenes vanskæbne er ikke "nyforskning", idet man kun kan forstå Skånelandenes historie i 1600-årene ud fra 1600-årene selv (s. 13).

Denne arbejdsmetode mestrer HG til fuldkommenhed - i egen indbildning - og blander derfor på ingen måde sine nutidige politiske og ideologiske præferencer ind i sin "nyforskning" (!). Det er kun amatørhistorikere og visse særskåninger, der kunne finde på sådant.

Quod erat demonstrandum.

Henvisninger
* HG er ansat ved Göternas Karolinska Universität (jvnf. Sigillum Universitatis Gothorum Carolinae), hvilket er den officielle betegnelse på Lund Universitet, der efter HG's mening - af uselvisk svensk nåde - skulle være oprettet i 1666 for at frelse den skånske sjæl fra fortabelse.
* Om navnet Göternas Karolinska Universität (sigill), her.
* Hvis nogen skulle have lyst til at stifte nærmere bekendskab med HG, kan dette ske her.
* Oversætteren af artiklen til dansk, Ole Magnus Mølbak Andersen, var for ti år siden en fremtrædende studenterrådspolitiker ved Københavns Universitet og har efter sin studentertid bl.a. været tilknyttet Multikulturelt forskningsnetværk med epostadressen multikulturel@ra.sa.dk.
* Siden Saxo har følgende adresse: Syddansk Universitetsforlag, Campusvej 55, 5230 Odense M; tlf. 66157999

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple