SkanskDansk
Forord > Januar-marts 1658 > Fjendtlige tanker


Fjendtlige tanker


I det foregående blev der berettet om den fjendtlige hærs march over isen fra Fyn via Tåsinge, Langeland og Lolland til Falster og det sydlige Sjælland (Vordingborg), mens man i København havde travlt på den diplomatiske front.

De sidste sætninger i forrige afsnit lød således: "De Svenske marcherede derefter over Iisen til Falster, og efter at de der havde erobret det Kongelige Slott Nykiøbing, og der efterladt en maadelig Besætning, som udi Naskov, gik de videre over Iisen til Vordingborg udi Siælland.".

Herefter lyder fortsættelsen:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 167:

Imidlertid arbeidedes der udi Kiøbenhavn af yderste Magt paa en hastig Fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig Hast til den Svenske Krigs=Hær, hvilken de meenede at treffe udi Langeland, men, da de vare komne noget nær Vordingborg, bekomme de de forskrækkelige Tidender, at den heele Svenske Magt var nyligen kommen paa Siælland, og var ikke langt fra dem; lidet derefter mødte de Kong Carl selv udi en Slede geleidet af 200 Finske Ryttere.
Freds Handlingen blev derfore forsøgt til Wordingborg udi Siælland, hvor paa Dannemarks vegne lode sig indfinde Joachim Gersdorf og Christen Skeel; men det var uvist, hvad man kunde vente af en Konge, som en ugemeen Fremgang havde giort vanskelig at tractere med. Høistbemældte Konge overveiede da hos sig selv, om han skulde forfølge sin Lykke, og gandske søge at bringe Dannemark under Fødder, eller han skulde lade sig nøje med at skille det ved sine beste Provincier, og derved at sætte samme Rige udi saadan Stand, at det aldrig meer kunde tentere noget mod Sverrig. Det første syntes i denne Tilstand ikke vanskeligt at sætte i Verk, og, naar han først var bleven Mester over heele Norden, skulde faa Europæiske Potentater driste sig til at binde an med ham. Men der vare ogsaa store Aarsager, som kunde bevæge ham til at gaae den anden Vei frem, som var mildere; thi Sverrig havde da en stor Hob aabenbare Fiender, som allereede var i Gevær, hvis Tall merkeligen vilde formeeres af andre, som misundede samme Rige saaden stor Tilvæxt, og som funde deres Regning ved, at der var en slags Ballance i Norden. At derfore indlade sig udi Krig med saa mange, var at sætte paa Spill alt hvad man havde vundet, helst efterdi der intet Haab var til Forliig med Polen, og det Østerrigske Huus søgte at til intet giøre, eller i det ringeste forhale Tractaterne med samme Rige, indtil det kunde blive færdigt til at angribe Sverrig. Videre stode dette for Øjene, at, endskiønt den Svenske Krigs=Magt havde fæsted Fod paa Siælland, saa vare der dog ingen Stæder eller Fæstninger erobrede, ej heller udi Skaane og Norge, og var det at befrygte, at samme Stæder i denne Tilstand kunde underkaste sig andre mægtige Potentaters Protection, med hvilke Sverrig derudover nødvendigen maatte indvikles i Krig. Man vidste, hvor mange Fiender man tilforn havde paa Halsen, og kunde vente, at hverken Frankerig eller Engeland skulde sidde stille meere end andre, hvis man lod sig merke med at ville bringe alle 3 Nordiske Riger under et Hoved, og hvis man ogsaa fik samme Riger til Fiender, var det en puur Umuelighed at reede sig vel ud af denne Krig. Man havde derforuden ikke lang Tid at løbe paa, og hvad man skulde giøre, [s. 167 til 168] maatte giøres i Hast. At gribe Kiøbenhavn an med den heele Krigs=Magt paa eengang, var betænkeligt; thi om Angrebet ingen Succes havde, vilde Krigs=Hæren, som ingen Forliis kunde taale, svækkes, og mod Foraaret, naar Søen blev aabnet, staae i Fare for at falde i Fiendens Hænder. Nu derimod kunde ved en hastig Fred erholdes saadanne fordeelagtige Vilkor for Sverrig, som udi nogle 100 Aar ingen Svensk Konge havde kunnet erhverve. Saaledes raisonnerede Carl Gustav efter Pufendorfs Beretning, som jeg Ord for Ord har fundet for gott herudi at følge, for at viise, at Kongen af ingen anden Aarsag frastod sit Forsætt i at undertvinge det heele Rige, end efterdi han fandt for stoor Vanskelighed derved. Bemældte Autor siger at der derforuden var en hemmelig Aarsag, som holdt ham tilbage, nemlig at man frygtede, at hvis Dannemark blev foreened med Sverrig, det første Rige da i Fremtiden formedelst dets Situation og Angenemhed vilde blive Hoved=Riget og det Kongelige Sæde did hen vilde forflyttes, saa at Sverrig derover i Fremtiden vilde blive en Dependence af Dannemark, hvorudover det var bedre ved denne Leilighed saaledes at svække Dannemark, at det efterdags skulde trænge til Sverrigs Protection. Disse Betragtninger bevægede Carl Gustav at træde udi Conference om Fred til Vordingborg. Jeg har forhen viiset, at paa Dannemarks vegne i den Henseende didhen vare komne Joachim Gersdorf og Christen Skeel. Med dem beordrede Carl Gustav tvende af sine at conferere, nemlig Corfitz Ulfeld og Steen Bielke. Ulfeld havde raadet Kongen af Sverrig ingen Fred at indgaae med Dannemark, men søge at bemægtige sig samme Rige, og derfor uden Forhaling at rykke mod Kiøbenhavn, hvor han foregav, at Portene vilde strax aabnes, efterdi der var ingen Forstaaelse mellem Kong Friderik og Adelen. Pufendorf siger at Ulfeld havde givet dette violente Raad i saadan Henseende. Han hadede den Kongelige Familie, men inderligen elskede sit Fæderneland, søgte derfor at skille Kong Friderik ved Riget, og at bringe det til en Tid under Sverrig, forhaabende det med Tiden skulde hendes det samme, som var skeed udi den gamle Rigernes Foreening, nemlig at Dannemark skulde blive Hoved=Riget; eller, om Kongen endelig vilde residere udi Sverrig, at han selv skulde blive Statholder i Dannemark. Jeg vil lade denne Autoris Betænkning staae ved sit Værd, og alleene sige dette, at det er underligt at elske sit Fæderneland inderligen, og tillige med at arbeide paa at bringe det under et fremmed Herredom, helst, saasom det var gandske uvist, hvad Forandring der udi Fremtiden vilde skee. Men hvad som end kunde være Ulfelds Henseende ved dette Raad, saa blev det denne gang ikke efterfuldt, hvorudover der meenes, at Ulfeld fattede Kaaldsindighed mod Kongen af Sverrig, og at han fra den Tid søgte hemmeligen at hindre hans Interesse. Nogle af de Danske, som endda havde gode Tanker om Ulfeld, glædede sig over, at han var af Sverrig udnævned til Freds Commissarius, saasom de troede, at han derved skulde søge Leilighed at beviise sit Fæderneland nogen Tieneste, og bane sig Vei til Kongens Naade igien; men man seer, at Kong Friderik var af andre Tanker; thi han forlangede indstændigen [s. 168 til 169] at Ulfeld maatte ikke bruges til dette Værk, saasom det var haanligt for Riget at lade sig foreskrive Love af en rebellsk Undersaatt. Carl Gustav vilde dog ikke føje ham derudi, saa at det synes, at han har haft Behag i at insultere Nationen i denne slette Tilstand. Han veigrede sig ogsaa ved at tage den Hollandske Minister van Beuningen til Mediator, saasom han holdt samme Mand for Stifter og Promotor til Krigen.
Da Commissarierne vare samlede, søgte de Danske med stor Veltalenhed at persvadere Kongen af Sverrig til at lade see Generositet udi denne Tilstand, og at forbinde sig den Danske Nation ved at give de erobrede Provincier og Stæder tilbage. Til denne Proposition ... [fortsættes]

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple