SkanskDansk
Forord > Januar-marts 1658 > Hven


Hven


SJÆLLANDSK Ø I ØRESUND

Da det synspunkt med mellemrum fremføres, at Hven i Øresund da må høre naturligt til Sverrig (Skåne), eftersom øen jo ligger nærmere den "svenske" kyst end Sjælland, kan det være nyttigt at konsultere en gammel historiebog fra 1735, hvori netop dette spørgsmål behandles temmelig grundigt.
 
I året 1735 udgav Ludvig Holberg (1684-1754) tredje og sidste bind (tomus) i sin længe planlagte danmarkshistorie (Dannemarks Riges Historie). Alle tre bind genoptryktes i 1856.
 
Bind tre handler om tiåret før og efter de for Danmark så ødelæggende krigsår 1657-1660. Teksten i tomus 3 fra 1856 er identisk med teksten i tomus 3 fra 1735 bortset fra nogle mindre rettelser, der er anført pertentligt på siderne 453-454 i 1856-udgaven under overskriften "Afvigende Læsemaader".
 
I denne Holbergs 275 år gamle danmarkshistorie finder man mange værdifulde oplysninger om og vurderinger af, hvad der egentlig skete, da Skånelandene mistede Danmark ("Skaanes Forliis", som det kaldes i teksten).
 
Den sjællandske ø Hven blev afpresset Danmark i månederne efter "roskildefreden", mens den "svenske" hær stadig befandt sig på Sjælland. I håbet om at den "svenske" krigsmagt hurtigere ville forlade Sjælland, blev Hven overdraget "den svenske krone" i foråret 1658 som en slags brandskat. Dog helt uden effekt.
 
Om dette skriver Ludvig Holberg i sin danmarkshistorie fra 1735, her citeret efter 1856-udgaven (siderne 178-181), idet dog dele af konteksten medtages for sammenhængens skyld. Sproget og ortografien er fra 1735.


HVEENS FORLIIS
(Holberg skriver, side 176:)
 
Efter at Freden var sluttet, lod Hans Majestet Kong Friderik bereede et kosteligt Giestebud til Frideriksborg og sendte Ernestum Guntherum, Førsten af Holsten, til Kongen af Sverrige for at invitere ham did hen, for hvilken Høflighed Kongen af Sverrige lod Kong Friderik højligen takke, og med et maadeligt Følge begav sig derhen. [...] Kongerne toge, som sagt er, imod hinanden meget kierligen. Derefter stege de begge udi en Vogn, som var den Kongelige Danske, og agede sammen til Frideriksborg, hvor alting var vel og kosteligen tillavet. Ved Bordet sad først Dronningen af Dannemark Sophia Amalia, paa Hendes højre Haand Kong Carl, og paa den anden Haand Kong Friderik. Det var sandelig et forunderligt Siun, at see tvende Konger, som for faa Dage siden fegtede for Land og Rige, nu at spiise ved et Bord; og de Trommer og Herpuker, som nyligen tilforn vare brugte til at forkynde Død og Blods Udgydelse, nu at bruges til at udraabe Sundhed og Hilsen. [...; skift fra side 176 til 177:] Denne merkelige Sammenkomst varede fra Torsdag til Løverdag [formentlig fra torsdag 4/3 til lørdag 6/3 1658, juliansk; = fra torsdag 14/3 til lørdag 16/3 1658, nuværende gregorianske kalender], udi hvilken Tid begge Kongerne levede under et Tag. Endeligen tog Kong Carl Afskeed Løverdagen, og reiste til Helsingøer, og derfra over til Skaane, for at tage udi Possession de nye erobrede Stæder og Provincier, udi hvilke han blev imodtagen med større Pomp end Begiærlighed, med større Statz end Kiærlighed; thi Indbyggerne vidste vel under hvilken mild Regiæring de havde været, og derfor kunde ej andet end have stor Aarsag til at græmme sig over all slags Forandring.

Efter at Freden var sluttet, bleve der satte besynderlige Tractater paa Fode til Kiøbenhavn, for at stifte dis større Venskab mellem de Nordiske Riger, til hvilken Ende Kongen af Sverrig sendte udi Martii Maaned tvende Gesantere, nemlig Steen Bielke, og Peter Julius Cojet, til samme Hoved=Stad, hans Forsæt var i Begyndelsen at bruge Corfitz Ulfeld der til [... ] Men, da man havde forestillet Artiklerne, og nøje overveiet dem saa længe, indtil man var bleven eenig om de fleeste, og de Danske forhaabede, at Tractaten udi en Hast skulde bringes til sin Fuldkommenhed, eftersom der stod intet tilbage, der kunde giøre nogen Hinder derudi, da fornam man, at de Svenske vare blevne anderleedes til Sinds, og lode sig merke med, at saadant Forbund kunde opsættes til beleiligere Tid, eftersom det var nok, Kongen af Dannemark havde forbundet sig til ikke at bemenge sig udi de Krige, som Sverrig da var indviklet i. Saaledes gave de Svenske noksom tilkiende, at de ikke havde været saa meget omhygelige for at oprette Forbund mellem Rigerne, som for at vinde Tid og bestyrke deres Sager, og at skille Dannemark fra sine andre Allierede.

Efter at Tankerne om dette Forbund nu saaledes vare satte til Side, tog man de Holsten Gottorpske Sager fore [...; skift til side 178] At bringe disse Gottorpske Sager til Ende, hastede Hans Majestet desto meere, efterdi de Svenske Commissarier, saa vel som den Franske Ambassadeur, og den Engelske Envoje havde givet Forsikring om, at, saasnart de vare expederede, skulde den Svenske Krigs=Magt strax begive sig af Dannemark. Men, da alting var klart, hørte man om ingen Marche, men Krigs=Folkene bleve liggende, og udmattede Landet, som tilforn.

Videre begiærede de Svenske Commissarier, at Hans Majest. Kong Friderik vilde giøre en Forklaring over den Roskildske Fred. Dette kom Kongen meget selsomt fore, saasom han saae ingen Aarsag, hvorfor saadant skulde giøres, efterdi bemeldte Roskildske Fred var forfatted udi saa klare Ord, at den ingen Forklaring behøvede, og derudi stod udtrykkeligt, at hvad, som ved samme Fred ikke er forordnet, skal forholdes efter de gamle Frede, og Forligelser til Stetin, Siørod og Bromsebroe: Ikke desmindre for at betage all Mistanke og Forhaling, og at Landet dessnarere kunde befries, samtykte Hans Majestet derudi, og saaledes tillod de Svenske Commissarier meget, som han med all Billighed kunde have afslaaet dem. Derefter begyndte de Svenske Commissarier at disputere om den lille Øe Hveen, foregivende, at, saasom den var en Dependentz af Skaane, og laae saa meget beleilig for Landskrone Havn, at samme Øe maatte derfor følge Skaane, og blive Sverrigs Krone indrømmet, hvor vel de til saadan Fodring ingen Grund eller Aarsag kunde have; thi alle saa vel fremmede, som indfødde Geographi og Historie=Skrivere holde for, at den var et Lem af Siælland, og haver den udi mange 100 Aar baade udi Geistlige og Verdslige Sager været samme Provincie undergiven. Indbyggerne have ogsaa fra ældgamle Tider betalt deres aarlige Rettigheder til Gouverneuren udi Kronborg. Derforuden brugte da samme Øe den Siællandske Rett, uden at Kong Christian den 4de, Høilovlig Ihukommelse, efter Indbyggernes underdanigste Ansøgning tilstedde dem Anno 1634 at føre til en Tid deres Sager for Landsdommeren udi Skaane, som boede ikkun 3 Miile fra dem, og ikke til den Siællandske, som var hen ved 11 Miile derfra; Dog bleve Anno 1647 lagte saadanne Vilkor der til, at, saasom de Skaanske Indbyggere vare frie, og de paa [skift til side 179] Hveen, saasom Siællandske, vornede, skulde deres Sager dømmes ikke efter Skaansk men Siællandsk Rett.

Derudover er merkeligt, at de Svenske Commissarier begiærede udi den Roskildske Freds Forhandling udi Særdeeleshed Hveen (saavel som Saltholm, Møen, Lessø, Anholt og andre) men det blev dem afslaget, og de endelig stode fra saadan Fodring. De havde sandeligen ikke forsømt at indføre den udi Freden, ifald den havde hørt til Skaane.

Men, som alle disse kraftige Beviis kunde intet gielde hos de Svenske Commissarier, begiærede de Danske [de danske forhandlere var Axel Urop og Peder Retz; se s. 177], at der maatte efter den Stetinske Fred tages Opmænd at kiende derudi, hvilken Maade udi den Roskildske Fred var bekræftet, og siden blev brugt udi den Guineiske Sag. Dog de Svenske forkastede ogsaa dette billige Tilbud, saa Hans Majestet derover, for at befrie sine betrængte Lande fra den Svenske Krigs=Magt, lovede at overleveere Hveen til Kongen af Sverrig.

Den oftciterede Franske Ambassadeur skriver, at de Svenske Commissarier bleve opmuntrede til at giøre denne Prætension af Biskopen af Skaane, hvilken, enten for at insinuere sig hos Regieringen i Sverrig, eller fordi han var en elsker af Harer og Caniner, hvoraf paa Hueen var en stor Mængde, overgav et Skrift, hvorudi han stræbede at beviise, at Øen laae under Skaane. Og, saasom samme Gesants Vidnesbyrd er af stor Vigtighed udi disse Nordiske Tvistigheder, efterdi han selv derudi stedse incurrerede, vil jeg anføre hans egne Ord derom, som lyde saaledes: Monsr Gabel lod Kongen af Sverrige tilkiende give, at man havde ladet hans Commissarier i Kiøbenhavn vide, at den Øe Hueen dependerede af Siælland og ikke af Skaane: Men Biskopen af Skaane, saasom han merkede sig selv tillige med den heele Province at ville komme under et nyt Herskab, da heller for at insinuere sig hos Kongen af Sverrig end for at have Omsorg og Direction for Indbyggernes Siæle paa samme Øe, hvor der vare kun to Familier, men en Hob Kaniner og Harer, gav et Skrift ind til de Svenske Commissarier, hvorudi han stræbede at viise, at Hueen laae under Skaane, og at den dependerede af hans Bispe=Stoel. Men, endskiøndt de Danske havde difficulteter derimod, vilde de dog ikke staae paa deres Rett for en Sag af saa liden Vigtighed, helst saasom Kongen af Sverrige havde endda sine Krigs=Folk udi Dannemark, og derfor af Dispyterne om denne Øe kunde tage Prætext til at fuldføre sit Dessein i at fornye Krigen igien. Herudover, endskiønt Hueen i meere end 40 Aar havde ligget under Siælland, hvorvel den i gamle Dage havde været en Dependence af Skaane, saa dog efterdi der udi Freds=Tractaten var indført at Skaane med alle dens tilhørige Forteresser og i Allmindelighed alt hvad som der til hørede skulde cederes til Sverrig, vilde Kongen af Dannemark præcise exeqvere Tractaten, og derfor afstoed Øen. Hvoraf man lærer, at man ikke kand bruge for mange Præcautioner, naar man ved Tractater afstaaer Stæder og Provincier til sine Fiender zc. [referat slut; skift til side 180]

Saa vit den franske Gesant, hvilken var Kongen af Sverrige særdeles affectionered. Men, hvor meget han end stræber at bifalde de Svenske udi denne Tvistighed, saa maa han dog tilstaae, at Hueen udi meere end 40 Aar havde tilhøret Siælland, og, naar saa var, maatte man nødvendigen tilstaae, at den da ikke kunde befattes under den Cession som skeede af Skaane. Men Historien saavel som Conseqvencerne deraf ere falske; thi først er det urigtigt, at Hueen for 40 Aar siden blev lagt under Siælland, tvert imod samme liden Øe, som fra ældgammel Tid tilhørede Siælland, blev da for Indbyggernes Magelighed lagt under Skaanes Lands=Ting 1634, saa at Skribenten her begaaer et Hysteron proteron udi Historien (Til et Beviis derpaa kand jeg producere den Kongelige Bevilling, hvis Original jeg haver i Hænder, saa lydende: Vi Christian den Fierde med GUds Naade Danmarkis, Norgis, Vendis og Gottis Konning zc. Giøre alle vitterligt, eptersom Os andragis den store Besuering som Hueens Indbyggere skulle haffue af at drage til Siællands Lands=Ting, eptersom der er 26 Mille frem og tilbage, och Schonning Lands=Ting schall kun were siuff Mille frem och tilbage, daa haffuer Wi Naadigst beuilgidt och tilladt, och nu med dette Wort obne Breff beuilger och tillader, att Hueens Indbyggere med de Sager, som nu till deris Birche=Ting begyndt ehr, och nu fremdelis paa Landet paakommendis worder, maa søge Skonning Lands=Ting, indtill Wij anderledis tillsigendis worder. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 24 May 1634. Christian.). Og, saasom Historien er urigtig, saa ere og Conseqvencerne; thi han siger, at de Svenske kunde have rett til at vindicere Øen under Skaane, hvoraf den fra gammel Tid var en Province, skiøndt den for 40 Aar siden kom under Siælland, og giver han saaledes mod sin Tanke og Villie de Danske rett. Naar man upartisk vil gaae til Verks, da kand man sige, at de Svenske havde rett at tilegne sig Hueen, som en Province af Skaane, dersom den gandske og aldeles uden Limitation fra det Aar 1634 havde været samme Land underlagt; thi, naar en Province cederes tillige med dens Herligheder, spørges ikke om hvad dens Herligheder har været i gamle Dage, men hvad dens Herlighed er, og i hvilken Stand Provincien er tempore Cessionis; thi Udtolknings=Regler tillade ikke at gaae videre, eftersom ellers en uendelig Confusion og Forvirring vilde foraarsages. Saaledes, om Roskild alleene ved en Tractat havde været cedered, kunde derunder ikke befattes Kiøbenhavn, paa det Fundament, at samme Stad tilforn laae under Roskilde Bispe=Sæde. En hver Regiering har rett til at extendere og indskrænke sine Provincier og Stæders Territoria, og, naar saa eengang er skeed, kand ingen Forandring derudi giøres, uden af den selvsamme Regiering igien. Herudover, dersom Hueen udi det Aar 1634 havde gandske uden Limitation været giort til en Dependance af Skaane, havde de Svenske Commissariers Paastand ikke været ilde grundede. Men her spørges ikke hvilken Jurisdiction og hvilke Retter en Province, enten for Indbyggernes Commoditet eller anden Aarsag skyld, er underkasted, men hvis Love og Vilkor den følger; thi, naar der forordnes, at Hueen [skift til side 181] skal svare under Skaanes Lands=Ting, og derhos siges, at Indbyggerne skal være Vornede, efterdi de ere Siællandske Bønder, saa flyder deraf, at Indbyggerne alleene af Regieringen have erhvervet en Commoditet; men ikke at den gamle Province taber sin Rett og Herlighed. Man kand derforuden af dislige Anordninger her i Riget ikke dømme, om hvilken Hoved=Province en anden er underkasted, efterdi Kongerne ofte af politiske Aarsager have fundet for gott at giøre saadanne Anordninger, hvorved de Danske Øer, som dette Rige bestaaer af, kunde dis stærkere med hinanden sammenknyttes og forbindes. Saaledes er beskaffed med Samsøe, hvor de Geistlige svare under Biskopen af Aarhuus i Jylland og de Verdslige under Callundborg Ambt i Siælland: Iligemaade med Als, hvor de Geistlige staae under Biskopen af Fyen, og de Verdslige under Sønderborg Amt. Imellem Siælland og Møen søge Nyejords Øers Almue til Steege Kirke paa Møen, og svare dog under Vordingborgs Amt udi Siælland. Baag Øe udi Grønsund mellem Møen og Falster ligger under Møens Amt og Herreds=Ting saa vit Verdslige, men under Provstiet udi Falster saa vit de Geistlige angaaer.

Efter at de Svenske Commissarier nu ogsaa havde faaet efter deres Begiæring denne Post [Hveen], komme de for en Dag med deres Prætensioner angaaende 3 Skibe, ladne med Salt, som de Danske havde arrestered udi Sundet i Begyndelsen af Krigen, og det saa ubillige, at de begiærede dobbelt saa meget, som Varene vare værde, hvilken Handel dog saaledes blev bilagt, at Skibene med all tilhørende Redskab bleve givne tilbage, og en stor Sum Penge loved at gives for Saltet og de andre Vahrer.

Nu syntes alting at være bragt til Ende, og at de Svenske ingen fleere Fodringer kunde giøre, ikke dismindre for at vinde Tid, bragte de frem nye Fodringer igien angaaende det Guineiske Bytte, hvilket havde saadan Oprindelse: Udi Dronning Christinæ Tid havde nogle private Folk udi Sverrig foretaget sig at handle paa Guinea, og paa de Guineiske Kuster ladet anlegge nogle Skandser. Af denne Handel giorde de Svenske stort Væsen, helst saasom Sverrigs største Producter ere Jærn og Kobber, for hvilket de i Guinea, hvor det er begiærligt, kunde tilhandle sig Afrikansk Guld. Et Compagnie blev derfor opretted, hvorudi Cantzler Oxenstierne var den største Interessent. Men denne Handel havde i Begyndelsen strax store Anstød; Thi 4re Svenske Skibe, som komme fra Guinea, bleve af de Engelske arresterede udi Canalen, og det ved en særdeles Hændelse. Da Skibene af de Engelske Armateurs bleve examinerede, meenede de, at det var sikkerst, at give sig an for Hollændere; og derfore foregave, at de havde Hollandske Vahrer inde, som skulde føres til Hamborg; Men denne Invention tienede til intet andet end at giøre Skib og Gods til Priis; eftersom Krigen var allerede declarered imellem Engeland og Holland, hvilket de Svenske ikke vidste, dog bleve Skibene siden paa Dronning Christines Forbøn tilbage stillede. [osv.]
 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple