Tanker i København


I forrige afsnit blev forhandlingerne i Vordingborg refereret. Den tyske "svenskekonge" forsøgte at skræmme de "danske" forhandlere ved at puste sig op og anvende psykologisk krigsførelse som supplement til den martialske, bl.a. via følgende "indiskretion":

"Han gav derforuden i de Danske Commissariers Paahør Ordre til Gustav Steenbok, at bringe paa Beenene saa meget Folk, som mueligt, [s. 170 til 171] i Sverrig, og dermed sætte sig mellem Landskrone og Helsingborg. I Synderlighed skulde han strax føre 2000 Mænd over til Siælland for at bruges til Kiøbenhavns Belejring, hvis man strax ikke beqvemmede sig til de foreslagne Freds=Conditioner.".

Herefter fortsætter teksten:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 171:

Da de Danske Commissarier tillige med Meadow vare komne til Kiøbenhavn, refererede de strax hvad som var forhandlet udi den Wordingborgske Congress, og hvilke Conditioner de af Carl Gustav havde kunnet erholde, og raadede da Meadow til Fred, saasom Nødvendigheden den udfodrede. Man disputerede derpaa den heele Dag udi Kiøbenhavn, om man skulde antage Freden paa saa haarde Conditioner, eller man skulde stræbe at forsvare sig til det Yderste, og sætte det Kongelige Huus, Kronen, Floden og det heele Rige udi Vove. Kiøbenhavn var da forsyned med 2000 gevorbne Ryttere, samt nogle af Adelens Folk, og et lidet Antall, som var kommen over Iisen fra Fyen men uden Heste. Af Fod=Folk var neppe 800, som kunde føre Gevær, og de Siællandske Bønder, som da vare flygtede ind udi Staden, kunde man liden Stat giøre paa. De andre vare Baads=Folk, Borgere, Studentere og Handtverks=Folk, som havde bevæbnet sig som de kunde. Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som raadede fra Fred, og holdte for, at Staden vel kunde giøre Modstand. De sagde, at den største  Deel af den Svenske Krigs=Hær var udaf Lejeren paa Fribytterie, og at de andre, som vare besværgede med deres Bytte, kunde lett overrumples og adspredes, naar de med Vigueur af Staden bleve angrebne. Sær meenede de, at den Svenske Krigs=Magt kunde svækkes ved at betage dem Levnets=Middel, og at Rytteriet, hvorpaa de havde meest Forraad, snart skulde henfalde, hvis man allevegne gav Ordre til at opbrænde Foret; kunde man allene vinde Tid, til Kulden ophørede og Iisen opslog, var der Haab til at ødelægge den heele fiendtlige Krigs=Magt, som laae adspreedt paa Øerne. Endeligen sagde de, hvordan Udfaldet end kunde blive, saa kunde intet verre vederfares Riget, end at kiøbe een Deel Provincier tilbage ved de øvriges Forliis, ja det var mindre haanligt efter all muelig Modstand at lide saa stor Skade, end strax at underkaste sig saadanne haarde Vilkor. General Trampe var een af dem, som understyttede saadant Anslag, og lod sig finde villig til at giøre et Udfald med 2000 Ryttere, og lige saa mange Fod=Folk, hvorudi Kongen selv bifaldt ham, og var færdig at bivaane samme Udfald i egen høje Person. Hvad som ellers videre bestyrkede dem i det Forsætt at giøre Modstand, var, at nogle Raads=Herrer fra Glückstad havde tilskrevet Kongen, at han ikke skulde indgaae Fred paa saa haarde Vilkor, men søge paa hvad Maade det skee kunde at vinde Tid, eftersom der snart vilde komme Undsætning fra Brandenborg og andre Steder. Men Raadet, som var tilstede i Kiøbenhavn, fandt ikke tienligt at sætte alting paa Spill, men at man maatte accommodere sig efter Tiden; thi, sagde de, at angribe de Svenske med en Haandfuld af Folk, tienede til intet andet end at offre de samme op, og vilde Kiøbenhavns Indbyggere af saadan Forliis aldeles tabe Modet, og aabne Portene for Fienden. Kulden holdt endnu sterkt [s. 171 til 172] ved, saa at man ingen Forhaabning kunde have om hastig Undsætning, tilmed var Floden udi Holland endda ikke færdig, og kunde Polakerne, Brandenborgerne og andre uden Skibe ikke komme til de Danske Øer. Imidlertid, medens disse Hindringer varede, vilde den Svenske Krigs=Magt forøges ved Recruter af heele Sverrig, og med det heele Riges Magt angribe Kiøbenhavn. Derforuden var Stadens Fortification i slet Stand, ja Voldene vare paa nogle Steder saaledes siunkne, at man behøvede ikke Storm=Stier til at komme derover, og Kulden tillod da ikke at tænke paa nogen Reparation. Der vare ej heller Stykker nok paa Volden, og Staden var til Ulykke saa opfyldt med Landsby=Folk, at man inden kort Tid maatte frygte for Hunger. Foruden disse Ulejligheder var Almuen udi yderste Desperation, nogle raabte, at de vare forraade, og alle vare Raadvilde, saa at der var fast ingen uden Kongen selv, der lod see Mod og Bestandighed.
Disse Raisons syntes da de Vigtigste, hvorudover alle inclinerede til Fred, helst, saasom Kongen af Sverrig havde ladet udsprede, at Tractaterne med Polen vilde hastigen komme til Ende, og at han inden kort Tid haabede at slutte Alliance med Kongen af Ungern og Chur=Førsten af Brandenborg. Hvilket altsammen de Danske lett kunde troe, efterdi de Svenske havde opsnappet alle Breve, som komme fra Tydskland, saa at man i en heel Maaned ingen Post havde haft. Endeligen stødte til alle Ulykker ogsaa denne, at der var ingen Forstaaelse imellem Kongen og Adelen, ej heller mellem Adelen og de andre Stænder, saa at intet uden den overhængende Fare holdt dem nogenledes udi Roelighed.
Efter at Resolutionen var tagen til Fred, begave de Danske Commissarier Gersdorf og Skeel, tillige med Meadow, sig til Tostrup, en Landsbye liggende ikke langt fra Kiøbenhavn, for der at træde i nye Conference med Ulfeld og Bielke. [fortsættes]