SkanskDansk
Forord > Januar-marts 1658 > Ubillige krav


Ubillige krav


I det foregående afsnit blev læseren indviet i fjendens tanker forud for konferencen i Vordingborg (Vordingborgske Kongres), der gik forud for "forhandlingerne" i Taastrup og Roskilde i februardagene 1658.

Den tyske "svenskekonge" afviste flere af de forslåede mæglere, og konklusionen herpå lød: "Carl Gustav vilde dog ikke føje ham derudi, saa at det synes, at han har haft Behag i at insultere Nationen i denne slette Tilstand. Han veigrede sig ogsaa ved at tage den Hollandske Minister van Beuningen til Mediator, saasom han holdt samme Mand for Stifter og Promotor til Krigen.".

Herefter fortsættes der med en omtale af "fredsforhandlingerne" i Vordingborg:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 169:

Da Commissarierne vare samlede, søgte de Danske med stor Veltalenhed at persvadere Kongen af Sverrig til at lade see Generositet udi denne Tilstand, og at forbinde sig den Danske Nation ved at give de erobrede Provincier og Stæder tilbage. Til denne Proposition da Corfitz Ulfeldt rystede med Hovedet, begyndte man at tilbyde en stor Sum Penge, hvilket Forslag han i lige Maade forkastede, og bød dem at giøre Alvor af Sagen og træde til solide Ting. Endeligen, da de Danske omsider tilbøde Skaane, Halland og Blegind, sagde Ulfeld, at nu kunde han see, at de begyndte at tale lidt Alvor, men der vilde meere til; thi de maatte ogsaa lægge hertil Bornholm, Anholt, Lessøe, Hveen og Saltholmen, item Dytmersken, det Herskab Pinnenberg, de trende Stifter i Norge, Bahuus, Trundhiem og Aggershuus, item den halve Part af den Øresundske Told, tolv af de beste Krigs=Skibe og endeligen en Million Rdlr. i Penge. Derforuden forlangede han, at de skulde renoncere paa alle de Forbund, som de havde slutted Sverrig til Præjudice, udelukke alle Fremmede fra Øster=Søen, fornøje Hertugen af Gottorp, saa vel som sig selv, pleje og indqvartere det Svenske Krigs=Folk, og overlade deres egne til Svensk Tieneste. Videre forlangede han, efter den Oldenborgske Greves Død at nogle Lands=Byer paa den anden Side Weseren skulde lægges til Stift Bremen. Under Trundhiems Stift vilde han ogsaa skulde forstaas Findmarken, Lapland, Wardehuus og alle omliggende Øer. At de Svenske Skibe, som passerede igiennem Sundet, skulde til intet andet forbindes, end at fremviise deres Reise=Pass, og i det øvrige ingen Visitation være undergivne. At de Danske ingen Frihed skulde have til at slutte noget Forbund, den Svenske Frihed til Præjudice i Øresund, saasom tilforn var skeed ved Redemtions-Tractaten. Videre, at, ligesom de Svenske Skibe hilsede Kronborg, saa skulde ogsaa de Danske salutere Helsingborg zc. Jeg troer neppe, at der udi nogle 100 Aars Historie skal findes Exempel paa, at en Nation har forlanget saadanne Conditioner af en anden. De Vilkor, som de Engelske Konger fordum Edvardus 3 og Henricus 5 ved Freds=Tractater stipulerede sig af Frankerig, vare vel store, men ikke saa exorbitante, som disse. Derforuden havde de Engelske Konger ved Successions-Ret vigtige Prætensioner paa den Franske Krone, saa at det var meere i den Henseende end til deres Vaabens Rett de forlangede saadanne Ting. De Svenske derimod havde aldeeles ingen Prætensioner paa Dannemark, tvertimod de havde for nogle Aar siden temmeligen klipped samme Rige. Skaane, Halland, Blegind, heele Norge og de beste Fæstninger i Dannemark vare endda urørte, og dog forlangede de meere end den halve Deel af Rigerne, og der=[s. 169 til 170]foruden søgte at foreskrive saadanne Love, hvoraf de siden stedse kunde finde Prætext til at tage den øvrige halve Deel bort. Man seer heraf at Carl Gustav ikke var den Herre, der lod sig nøje med een eller to Retter, men at han giorde reent Bord, hvor han kom, og det var ham ikke om at giøre, at sætte sit eget Rige udi Sikkerhed, men at undertvinge en Nation efter en anden.
Den Engelske Minister Philipp Meadow, endskiønt Engeland paa de Tider var Dannemark ikke synderligen bevaagen, blev saa ophidsed over denne Paastand, at han glemte sig selv, og i Commissariernes Paahør sagde overlydt, at de Svenske begierede ubillige Ting. Derudover blev Kong Carl meget fortørnet, holdende for, at han havde overtraad sit Embede; thi, at sige de Svenske Commissarier i eerum saadant, var noget som man kunde fordrage, men udi begge Parters Nærværelse at lade falde saadanne Ord, var at giøre sig i Steden for Underhandler til Dommer. Dette lod Højstbemældte Konge ham tilkiende give ved Ped. Julius Cojet, og truede at referere det til Protector Cromwel. Den gode Meadowe blev derover saa forskrækked, at han bad om Forladelse, bekiendte, at hans Lykke stod i Kongens Hænder, og begiærede, at saadant ikke maatte  refereres. Hvorudover Carl Gustav blev igien tilfreds stilled, og derforuden forærede ham 11000 Rdlr. Men uanseet dette og andre Caresser, som de Svenske siden giorde ham, fornam man, at han i Hiertet ikke billigede deres Foretagende, men tvert imod bar meere Affection for de Danske, hvorfore Kong Friderik beærede ham med Elephant=Ordenen, hvilken Ære opvakte ikke liden Fortrydelse hos andre, der holdte fore, at saadant var over Meadows Stand, saasom Elephant=Ordenen blev ikke given uden til Folk af stor Naissance. Og foraarsagede denne Fortrydelse, at Kong Friderik siden for en Sum Penge formaadde ham til at give Ordenen tilbage igien. Derpaa bleve Tractaterne videre fortsatte, og begyndte da de Svenske Commissarier at give noget efter, som om Delmenhorst og Dytmersken. De lode sig ogsaa merke med, at de vilde lade noget falde af den forlangede Penge Sum, item at forløse Siælland fra deres Krigs=Folk, dersom de Danske vilde exeqvere de øvrige Ting uden Forhaling.
Mediateurerne, som vare den Franske Ambassadeur Terlon og foromtalte Philipp Meadow, søgte derpaa videre at foreene Parterne, men som de Danske Commissarier ingen fuldkommen Fuldmagt havde at slutte alle dislige Ting, maatte de forlade Congressen, for at høre Kong Frideriks endelige Slutning, men lovede inden 3 Dage at komme tilbage, begiærende, at der imidlertid maatte være Stillstand, hvilket Carl Gustav dog ingenlunde vilde accordere, saasom han meenede, at man søgte kun at forhale Tiden, sigende, at han vilde ikke give 3 Timers Stillstand, og paa det at man skulde see, at det var hans Alvor, lod han sætte sin Krigs=Hær i Slagt=Ordning, udstrækkende den saa meget, som mueligen, paa det at den skulde synes større, end den var, og lod den rykke lige mod Kiøbenhavn. Han gav derforuden i de Danske Commissariers Paahør Ordre til Gustav Steenbok, at bringe paa Beenene saa meget Folk, som mueligt, [s. 170 til 171] i Sverrig, og dermed sætte sig mellem Landskrone og Helsingborg. I Synderlighed skulde han strax føre 2000 Mænd over til Siælland for at bruges til Kiøbenhavns Belejring, hvis man strax ikke beqvemmede sig til de foreslagne Freds=Conditioner.
Da de Danske Commissarier tillige med Meadow vare komne til Kiøbenhavn, refererede de strax hvad som var forhandlet udi den Wordingborgske Congress, og hvilke Conditioner de af Carl Gustav havde kunnet erholde ... [fortsættes]

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple