SkanskDansk
Forord > Krigens forløb 1657 > Jylland 1657


Jylland 1657


I det foregående afsnit blev der fortalt om den svenske hærs march fra Holsten op i Jylland, hvor den lejrede sig ved Fredericia (datidens Frederiksodde). Rigets marsk hed Anders Bille, og han havde forberedt fæstningsbyen på hård modstand, så situationen i begyndelsen af oktober 1657 var den, at der var udsigt til en langvarig belejring af Frederiksodde, hvorefter det oplyses (s. 160):

"Derefter leverede Kongen af Sverrig Krigs=Hæren til Vrangel, og bød ham at angribe Fyen, saasnart de forventede Krigs=Skibe komme fra Gottenborg, efterdi han ingen Forhaabning havde at bemægtige sig Frideriks=Odde, førend han var bleven Mester over Fyen. Han selv tog Vejen til Vismar, at han kunde disbedre have et Øje til Tydskland og Preudsen, og see hvad Floden forrettede. [s. 160 til 161]".

Det hedder derefter videre:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 161:

Efter Kongens Bortreise satt Vrangel sig fore at bruge Tiden, og derfor skikkede nogle Tropper langt ind udi Jylland, for at bemægtige sig Vensyssel, som skilles fra Resten af Jylland ved en smal Nakke, hvorpaa Bønderne havde opreist en liden Skantze. Den erobrede de Svenske, tillige med de to andre, nemlig Sundbye og Hals, omkomme og adspredde de Bønder, som fandtes udi Gevæhr, og saaledes spillede Mestere der paa Stedet. Vrangel havde midlertid lagt stille og ladet sig nøje med at opsnappe Tilførselen til Frideriks=Odde, men, som han fornam, det vilde blive ham for kiedsommeligt at ligge længere still, besynderlig efterdi Høsten var forhaanden, og Besætningen foruroeligede ham ideligen ved Udfald af Staden, besluttede han, saasnart han var bestyrket med de 3 Regimenter Fod=Folk, som havde ligget til Besætning udi Cracau, at angribe Fæstningen med Magt.
Bemeldte Frideriks=Odde eller Fridericia havde hans Majest. Kong Friderik selv ladet fundere ved Middelfart=Sundet, 2 Miile fra Colding ved det lille Belt, og meget vel fortificeret, omendskiønt dens Befæstninger ikke vare bragte til Fuldkommenhed efter den nye Maade. Derudi laae Rigets Marsk Anders Bilde med en god Besætning, hvormed man ventede ikke andet, end at Fienden skulde giøres stor Modstand, og blive nødet til at gaae tilbage med Skamme igien, men de Svenske stormede til Staden om Natte=Tider, og, omendskiønt Besætningen forsvarede sig det Beste den kunde, giorde sig Mester derover, samt alle de kostelige Sager, som fandtes derudi.
Denne vigtige Fæstnings Erobring gavnede de Svenske meere end om de havde vundet et stort Feltslag; thi foruden den store Hob Fanger, Stykker og andet Bytte, som der faldt udi deres Hænder, bleve de ogsaa derved hart ad Mestere over heele Holsten, kunde sætte heele Jylland under Contribution, og bekomme fri Communication mellem Nord= og Øster=Søen ved det lille Belt. All Verden kunde ikke noksom forundre sig over, at saadan en Fæstning, som Frideriks=Odde, skulde udi saa kort Tid falde i Fiendens Hænder.
Anders Bilde blev af adskillige derfor meget lasted, og holdet for en Aarsag til ald den Ulykke, som een, der havde ikke handlet redeligen mod sin Konge og sit Fæderneland, men hvo kand bevise, at enten han forlorede den ved sin onde Skiæbne, U=forsigtighed, Frygtagtighed eller og Forræderie. En General bliver gemeenligen fortaled af Almuen, naar han taber et Slag, enten han er skyldig derudi eller ej, hvorom alting var, fik han dog sit Bane=Saar udi denne Belejring, hvilket formindskede, men dog ej gandske udslettede den Mistanke, man havde faaet om ham.
Kongen af Sverrig, som paa samme Tid opholdt sig udi Tydskland, lod sig af disse vigtige Tidender gandske ikke bevæge, ej heller gav ringeste Glædes=Tegn fra sig, men heller, saasom Mons. Terlon bevidner, lod see en halv Fortrydelse, eftersom han troede, at dette store Foretagende ikke skulde have kunnet forrettes uden ham, og at Amiral Vrangel skulde have opbied hans Ankomst, førend han foretog dette høj=vigtige Verk; Dog skiulte han sin Fortrydelse saa vit som [s. 161 til 162] mueligt, og kunde ikke andet end berømme Vrangel for sin Tapperhed og gode Anførsel, hvorvel det gik ham til Hierte, at han ikke var bleven deelagtig med ham udi den Ære.
Den Fiendtlighed mellem de Nordiske Riger var neppe spurt udi Engeland, førend Republiqven sendte 2 Ministrer, Mons. Meadowe til Dannemark, og Mons. Jepson til Sverrig, med Ordre at arbeide paa et Forliig mellem begge Konger, den første af disse blev modtagen udi Dannemark med stor Æres=Beviisning, og, da han havde tilbudet Engelands Mediation, og forestilled de onde Virkninger, Krigen fører med sig, erklærede Hans Majest. strax, at han var færdig at slutte en sikker og honorable Fred under Engelands Mediation.
Denne Erklæring blev oversent til Kongen af Sverrig med all muelig Flid, hvilken svarede derpaa, at han var iligemaade reede til at handle om Forliig under Frankeriges og Engelands Mediation, med de Vilkor, at Tractaterne skulde skee paa Grændserne mellem begge Rigerne. Men det kom ikke til nogen Virkning; thi først kunde man ej komme overeens om Stedet, hvor Tractaterne skulde gaae for sig, eftersom de Danske vilde have Lybek dertil, de Svenske derimod et Sted mellem begge Rigernes Grændser. 2. Vilde Kongen af Sverrig ej lade sig beqvemme til noget Forliig, med mindre han bekom noget Vederlag for den Urett, han meente, de Danske havde giort ham, og efterdi de havde kommet ham til at forlade Polen.
Medens den Cabinet-Krig blev ført med Papir, Missiver og Memorialer, holdt Soldaterne ingen hellige Dage, men Krigen blev fortsatt af yderste Magt. De Svenske lode som de vilde marchere tilbage, og belejre de Holstenske Stæder, for at bringe de Danske paa Øerne til dis større Sikkerhed, medens de tillavede Broer, Vogne, Sleder og andre fornødne Ting at gaae over Iissen til Fyen. De vare sikkere paa den Holstenske Side, eftersom Chur=Førsten af Brandenborg, omendskiønt han havde forliget sig med Polen, havde ikke endda erklæret sig offentlig mod Sverrig, og de Keiserlige havde nok at bestille med at belejre Cracau og Thorn. Alleeneste Polakerne, eftersom de ikke kunde forglemme den store Tienneste, de Danske havde giort dem, i det de havde draget paa dem selv den heele Byrde af den Svenske Krig, hvilket nær i Grund havde ødelagt deres Republiqve, sendte Czarnesky med 12000 Ryttere til Holsten. Disse Tropper passerede Oderen, for at bryde ind udi bemeldte Førstendom, men da de hørte, at Frideriks=Odde var erobret, ginge de tilbage igien, uden at forrette noget andet end at ødelægge en Hob Lands=Byer, og nogle fattige Folk, og derfore lode sig see, ligesom Meteora, hvilke truede og forsvantes paa een Tid.
Da Kongen af Sverrig havde nu beredet sig paa alting, for at passere over Beltet til Fyen, og han af adskillige Speidere, som hver Natt vare udsendte, havde fornummet, at den var sterk nok foruden paa et Sted, hvor der var en lang Stremmel aaben, 5 Fod udi Bredden, gav han Ordre til at marchere ... [fortsættes]

Mere om erobringen af Frederiksodde/Fredericia her.
Den svenske hærs march fra Polen via Jylland og Øerne til Sjælland, indtegnet på et kort, her.

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple