SkanskDansk
Forord > Skaanes Forliis > Tilstanden 1657


Tilstanden 1657


Som følge af den traktat, som Sverrig og Holland havde fornyet i Elbingen 1656 opstod der stor ængstelse i såvel Dantzig som Danmark over, hvilke implikationer dette ville få. En af disse viste sig at blive, at Holland tilbagekaldte en stor del af sin østersøflåde. Der var dog uenighed i den hollandske ledelse om dette skridt, og Holberg skriver herom:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 147:

Men van Beuningen den Hollandske Minister i Kiøbenhavn holdt ved at poussere dette Verk, og at opmuntre saa vel de Danske, som Hollænderne at foreene deres Kræfter mod Sverrig for tilfælles Sikkerhed. Udvirkede ogsaa ved Pensionarium de Wit, at de fleeste foreenede Provincier samtykte dertil. Derforuden holdt Keiseren saa vel som Moscov stedse ved at solicitere Dannemark til Krig, hvorudover samme Rige omsider ogsaa blev bragt i Harnisk, og gik Krigen for sig Aaret derefter.
Førend jeg skrider til denne navnkundige og for Riget u=lyksalige Krig, vill jeg korteligen give Afrisning paa Rigets Tilstand samme Tid i Henseende til Sverrig, som Krigen blev declarered imod. Sverrig var da udi meget slett Tilstand, og saaledes udmattet af den Polske og Moscovitiske Krig, at ingen Tid syntes beleiligere til at klippe Vingerne paa samme Rige, og de fleeste Europæiske Potentater ønskede intet heller, end at see Carl Gustav humiliered, saa at Sverrig havde ingen at forlade sig paa, end ikke den Engelske Protector Cromwel, hvilken vel udi London lod forordne Kirke=Bønner for den Protestantiske Religions Forfremmelse ved de Svenske Vaaben udi Polen, men lod det alleene blive ved samme Bønner, hvilke dog Sverrig ikke var tient med, men havde heller ønsked i steden for Qvæker=Litanier og Collecter, at see en Engelsk Esqvadre udi Østersøen, som kunde oprette dets faldne Sager igien. Dannemark derimod syntes at kunde forlade sig paa Polen, Moscov, Keiseren og besynderligen Holland, som uden Ophør havde raadet til Krig, og gjort store Løfter om Assisentze. Riget var ogsaa derforuden i visse Henseende i temmelig god Tilstand, Kongen var i Allmindelighed yndet af Undersaatterne, og de Misfornøiede vare bragte i den Stand, at de ingen Ombrage meere kunde foraarsage, den heele Almue havde ogsaa Lyst og Begierlighed til Krig, for at vinde tilbage det som udi forrige Feide var tabt. Derimod var udi Riget stor Penge=Mangel, Kronens Gods var mestendeels udi Adelens Hænder, og Publicum var udi meer end 6 Millioners Gield. Der behøvedes derforuden store Bekostninger til at føre saadan Krig, for hvilken man maatte armere en anseelig Flode, og derforuden have 3 Krigshærer paa Beenene, een udi Holsten, en anden udi Skaane, og den tredie udi Norge. Her var derforuden Manqvement paa gode Anførere, særdeles paa Amiraler, og Fæstningene som Kiøbenhavn, Rensborg, Kronborg og andre behøvede Reparation. De Danske havde derforuden i lang Tid ikke været øvede udi Krig; Da derimod de Svenske vare anseede som Nordiske Svitzere paa de Tider, saa at, endskiønt man fik at bestille med en nøgen, saa dog med en haard og desperat Fiende, og, endskiønt ingen Penge var i Sverrig, saa vrimlede dog Landet af en stridbar Almue, og store Generaler, der af idelige Krige vare blevne experimenterede, saa at de passerede for de største paa de Tider i Europa. Der var ogsaa kun liden Forstaaelse mellem Adelen og Almuen i Dannemark; thi de sidste vare fast ikke udi bedre Tilstand end den gemeene Mand udi Polen, og derfore bare intet gott Hierte til de første. Kort at [s. 147 til 148] sige, naar man med u=partiske Øjene betragtede begge Riger paa de Tider, kunde man lett forud see, at Dannemark ikke med egne Kræfter alleene kunde modstaae Sverrigs Magt, hvorfor man maatte forlade sig paa andres Hielp. Men alle de Potentater, Riget da stod i Venskab med, vare langt bortliggende, saa at ingen hastig Undsætning kunde ventes, hvilket og Udgangen lærede; thi, førend nogen af dem ret bevægede sig, var Dannemark allerede geraadet udi den Tilstand, at det kunde ikke reddes uden ved en hastig og ufordeelagtig Fred, og Holland, hvorpaa man mest forlod sig, saae kun paa sin egen Interesse, hvilket Hollændernes heele Opførsel udi paafølgende Krige udviisede, og hvoraf Skaanes Forliis var en Effect, eftersom de forhindrede Kongen at bemægtige sig samme forlorne Province igien, at ingen skulde være Mester over Sundet alleene. Derfore holdte ogsaa mange det for en Stats=Feil, at man begyndte Krigen saa tiligen, førend man havde faaet andre Forsikringer end blotte Løfter om Assistence, og det fra vit bortliggende Nationer, hvis Venskab og Forbund vel i Tidens længde kunde være gode, men i en Hast ikke kunde være saa nyttige, som smaa Naboers, for Exempel som Lyneborgs, Meklenborgs, Holstens eller Hamborgs, hvilke kunde have standset Fienden i dens første Angreb. Men Ulykken var, at disse smaa Naboer vare da Riget aldeeles ikke affectionerede; thi Hamborg pleiede, klædde og forsynede med Gevær den nøgne og desarmerede Svenske Milice, som siden kom til Holsten; og Hertugen, som var Caroli Gustavi Svigerfader, slog sig reent til Svensk Partie. Disse og andre Vanskeligheder svævede mange for Øjene, hvorfore ogsaa Tankerne vare uliige om denne Krigs Fremgang. Dog merkede man, at den største Deel af Indbyggerne saa vel af Adel, som Almue var for Krig, og var Hallands, Bremens og Vehrdens Restitution de ringeste Frugter, som de samme promitterede sig. Adelen ventede ved nye Acqvisitioner nye Forlehninger, og Almuen tenkte, at der skulde blive noget at fortiene i Krigen, helst eftersom man bildte sig ind, at den skulde blive førdt paa Fiendens Grund.
Saadan var Tilstanden og saaledes vare Gemytterne dannede, da den store Rigsdag blev holden til Odense 1657 for at overlægge Krigen. Alle vare da eenige derudi, at man havde Aarsag at armere, og være betænkt paa at sætte Riget udi Sikkerhed; nogle af de Ældste syntes, at det var tienligt alleene at skikke Floden i Østersøen, for at lade see, at man ikke var ubereed til Krig. Men de fleeste, blant hvilke Otto Krag, Iver Krabbe, Axel Urup, Gunde Rosenkrands og i sær Ulrik Christian Gyldenløve vare for Krig, holdende for, at nu var Tid til at hævne den Urett, som Riget af Sverrig var tilføiet, og at søge at faae de forlorne Provincier tilbage igien, item Satisfaction for Bremen. Hans Majestet selv var ogsaa af Tanker med de sidste; thi ingen Konge havde for sin egen Person meere Aarsag at være misfornøiet med Sverrig; thi foruden de Provincier, som af samme Rige vare erholdne udi forrige Krig, havde han uden ringeste Skyld og Brøde misted sine Stifter Bremen og Vehrden. Krigen [s. 148 til 149] blev derfore paa Rigsdagen efter de fleste Stemmer besluttet, og tillod man i den Henseende de Svenske Ministrer Durell og Kleist ikke at komme til Odense, men inviterede alleene de Hollandske Gesantere til at bivaane Rigsdagen, skiønt de der ikke lode sig indfinde; thi da de Svenske besværgede sig derover, hvi de ikke saa vel som de Hollandske maatte komme til Odense, blev de eene med de andre derfra udelukte: Dog varede Negotiationerne endda noget med Durell, skiønt uden Haab om Success, efterdi de Danske begiærede Halland tilbage med anden Satisfaction, hvilket de Svenske aldeeles vegrede sig for.
Hvad, som meest determinerede de Danske til Krigens hastige Declaration, var den Polske Gesants Ankomst paa samme Tid, hvilken med Hæftighed drev paa, at de Danske skulde træde i den offensive Alliance, som var sluttet mellem Polen, Moscovien og det Østerrigske Huus. Gav ogsaa tilkiende, at der udi Wien var besluttet at skikke 18000 Mænd ind udi Polen, og tilligemed giøre et Indfald udi Pomeren, for at hindre de Svenske at komme ind udi Dannemark. Herpaa blev Krigen besluttet, og den Svenske Minister Durell forlod Kiøbenhavn, efter at han havde giort en Protestation mod de Danskes Forhold. Strax efter hans Bortreise bemægtigede de Danske sig 3 Svenske Salt=Skibe udi Sundet, mod hvilket den anden Svenske Minister Kleist, som var bleven tilbage, hæftigen protesterede, og det ikke uden med Føje, eftersom saadan Execution skeede for Krigs=Erklæringen, men fik til Svar af Hoffmesteren Joachim Gerstorff, at eftersom Sverrig ingen Satisfaction havde villet give for hidindtil lidde Skade og Urett, maatte man gribe til saadanne Repressalier. Han repeterede derpaa alt, som var skeed fra sidste Krig indtil denne Tid, og forestillede i sær de Svenskes Trudseler, og den Svenske Ministers nyligen holdte Tale, nemlig at Dannemark et Aar fortilig var vaagnet op af Søvne, hvorved udtrykkeligen gaves tilkiende, at det var de Svenske kun om et Aars Tids Frist at giøre, for at angribe Dannemark. Hvorudover samme Rige var højligen foraarsaget i Tide at spille prævenire.
Derpaa blev en Krigs=Declaration forfatted og underskreved af Kongen, og blev der med en Herold affærdiged til den Hallandske Gouverneur Erik Steenbok. [fortsættes]

Kommentar
Det kunne have været interessant, hvis Holberg havde oplyst eftertiden om, hvem "nogle af de Ældste" var, som "syntes, at det var tienligt alleene at skikke Floden i Østersøen, for at lade see, at man ikke var ubereed til Krig.". Holberg undlader også at nævne, hvem det var, der havde følgende mening: "Derfore holdte ogsaa mange det for en Stats=Feil, at man begyndte Krigen saa tiligen, førend man havde faaet andre Forsikringer end blotte Løfter om Assistence ...". Denne anonymitet dækker sandsynligvis over, at Holberg ikke tør oplyse navnene på krigsskeptikerne (hvis det da ikke blot er hans egen mening, der udtrykkes), da dette kunne opfattes som "majestætsfornærmelse" = "gudsbespottelse". Sådant kunne man miste liv, ære og gods for.

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple