SkanskDansk
Forord > Vinteren 1658/1659 > Bornholms Befrielse


Bornholms Befrielse


Den "svenske" hær havde genoptaget krigen mod Danmark i august 1658 og belejret København til lands og til vands. De allieredes landtropper var endnu ikke nået til de danske øer, så situationen var temmelig kritisk - set med danske øjne.

I Nederlandene havde man dog besluttet sig for at stække den svenske søkrigsmagt, hvorfor en del af den hollandske flåde blev sendt til Københavns undsætning i oktober 1658.

I efterårsmånederne 1658 lykkedes det tillige hærledelsen i Norge at få smidt svenskerne ud af Trondhjem Len, men desværre ikke at befri Jemtland og Herjedalen samt de andre svenskbesatte norske områder.

Jørgen Bielke, bror til admiral Henrik Bielke, var den centrale skikkelse i denne norske modstandskamp, som han havde været det i befrielsen af Jemtland og Herjedalen i 1657. Han var den mest succesrige af samtlige dansk-norske feltherrer i krigene 1657-1660, men blev efter statskuppet i 1660 som så mange andre af gammeldansk æt manøvreret ud på glemselens sidespor af de nye tyske magthavere i København, der for at slette deres forbryderiske forehavende også fik skrevet de gammeldanske Skånelande effektivt ud af "danmarkshistorien" - med det adolfidiske "universitet" i København som historierevisionismens spydspids.

Som en konsekvens af den hollandske flådes ankomst til Sundet og den deraf følgende lammelse af den svenske orlogsflåde, der lå indesluttet i Landskrone Havn, kunne man fra dansk side gå mere offensivt til værks på de danske øer over for den svenske okkupationsmagt. Disse gunstigere tilstande var bl.a. baggrunden for befrielsen af Bornholm, om hvilken Ludvig Holberg beretter i sin danmarkshistorie fra 1735 (1856):

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 224-230:

Ved denne Trundhiems Erobring banede min Sal. Fader sig ved en dristig Action Vej til den Agt og Ære, han stedse siden var udi hos de Norske Statholdere.

Indbyggerne udi Bornholm vare ikke mindre lykkelige udi deres Foretagende. De samme reisede sig op imod de Svenske, og ved en ikke mindre vel overlagt end dristig og heroisk Gierning rensede det heele Land fra Fienden, og overleverede det til Kongen af Dannemark igien. Hovedmanden for de sammenrottede Borringholmere finder jeg at have været en ved Navn Jens Kofoed, hvilken selv har beskrevet Historien af denne berømmelige Action, hvoraf man seer, at den har tildraget sig paa langt anden Maade end som derom berettes udi trykte Bøger, nemlig at Magistraten og Borgerskabet lode [side 224 til 225] tillave et Giæstebud, og dertil indbøde den Svenske Commendant Prindsenskiold med adskillige andre fornemme Svenske, hvilke de alle massacrerede. Saaledes har Historien hidindtil været troed, saa at mange deraf have fatted horrible Tanker om samme Øes Indbyggere, ligesom de under Venskabs Skin havde myrdet deres Giæster. Saasom nu det er højligen fornødent at igiendrive falske Relationer, helst som sigte til at sætte Klik paa et heelt Folk; Og mig er communicered en Copie af bemældte Jens Kofoeds egenhængige skrevne Beretning derom, vil jeg den her til denne merkelige Histories Oplysning anføre, og skal man deraf see, at hverken de Svenske vare inviterede til Giæstebud, ej heller at nogen blev omkommen, uden de som ingen Qvarteer vilde imodtage. Den haarde Medfart, Indbyggerne lidede, drev nogle af de meest behiertede til at gribe til Gevær, og at forrette denne priisværdige Gierning, hvorom ovenmældte Jens Kofoed, som var Hiulet derudi, taler saaledes:

Anno 1658 den 8 Decembr., som var en Onsdag, kom den Svenske Lands=Herre Prindsenskiold fra Slottet Hammershuus op til Hasle, hvor han lod til sig kalde ud paa Gaden Borgemester Peder Olsen, og truede ham med Execution, hvis Borgerskabet ikke strax betalede det som han havde befalet at udgives. Derpaa reed han fra Hasle op til Rønne, hvor han tog ind til Borgemester Peder Lauritzen. Saasnart som Lands=Herren var reeden fra Hasle, reisede jeg Jens Kofoed med Herr Povel Anker fra Hasle op til Herr Jacob udi Nycher Sogn, hvor han mig havde lovet 20 Mænd til Undsætning, naar og paa hvad Tid jeg det af ham begiærede, kunde dog alligevel ingen bekomme, hvorpaa jeg reed eene derfra til Blykiøbe Gaard, hvor jeg havde stævnet mine andre Med=Cammerader, som var Capitaine Niels Gummeløs, hans Fendrich og Claus Nielsen, alle boende udi Hasle, hvilke komme til mig udi Skulle=Skov, liggende til Blykiøbe Gaard, hvor Jens Larsen Risom med en Bonde mødte os, saa at vi 5 Personer udi Følge forføjede os til Rønne udi Mørkningen, og reede ind til min Broder Mads Koefoed, hvor den Svenske Ride=Foged gik os forbi, og begav sig strax ind til Lands=Herren, som var udi Peder Lauritzens Huus, hvilket blev os tilkiende givet af en Rønne Borger ved Navn Mads Pedersen med Advarsel, at, dersom vi havde noget i Sinde med Lands=Herren, maatte det skee strax, efterdi den Svenske Ride=Foged havde givet tilkiende, at han havde fundet os i Gevær.
Vi forføjede os derfor strax til Borgemester Peder Lauritzen, og satte til Skildvagt for Dørren Aage Fendrik og Claus Nielsen, eftersom vi ikke vidste hvor mange Folk Lands=Herren havde i Stuen hos sig. Derefter gik jeg først ind i Stuen, siden Niels Gummeløs, og endelig Jens Lauritzen. Jeg tilspurdte da strax Lands=Herren, om han vilde have Qvarteer, eftersom han var en Svensk, og alle vi andre vare Danske. Derpaa gav han et stort Skrig, og lod sig falde mellem Bordet og Benken, men han blev af os optagen, og satt for Bordet igien. Paa Bordet laae en stor Pakke Breve, som vare [side 225 til 226] forseiglede. Jeg tilspurte ham, hvorfra de Breve vare komne, hvorpaa han svarede, at de vare komne fra hans Herre og Konge i Sverrig, og skulde til Pomern, jeg tog da Brevene til mig, forvarede dem og sagde: De skal til min Herre og Konge i Dannemark. Derefter vilde vi føre ham ud paa Gaden, hvilket ogsaa skeede, og nogle af Rønne Borgere komme os i det samme til Hielp. Lands=Herren søgte da at undløbe, hvilket da man merkede, løsede en et Skudd paa ham, hvoraf han faldt død ned paa Gaden. Vi beordrede strax 2 Skildt=Vagte ved det døde Legeme for at hindre, at det ikke skulde plyndres, og derpaa søgte efter hans Tienere og andre Svenske, som vare udi Byen, hvilke bleve tagne og satte udi Forvaring. Secretairen og Gefrieren havde forstukket sig saaledes, at man den første Dag ikke kunde finde dem, men de komme den anden Dag for Lyset, og bleve tillige med de andre arresterede. Prindsenskiolds Legem blev derefter optaget og henbaared til Raad=Huset.
Efter at dette var forrettet, bleve tvende Mænd i Hast affærdigede til Hasle med Begiæring til Landsdommeren Peder Olsen, at han vilde strax lade anholde en af Hasle Borgere, som var mistænkt, paa det at han ikke skulde komme paa Slottet, og der angive den heele Handel, men han var ikke at finde i Huset, hvorudover man lod sig nøje med at sætte Vagt derfor. Derefter gik jeg og Niels Gummeløs ind til Borgemesteren Peder Lauritzen, hvor vi bekomme tvende af Prindsenskiolds Hæste, eftersom vore egne vare gandske trætte, reede saa begge derfra til Nykirke Præste=Gaard, hvor vi strax foranstaltede med Hr. Jacob at der skulde ringes med Klokkerne for at advare Almuen, at møde samme Natt ved Rødtz=Kirke, hvilket strax blev efterkommet. Derpaa begave vi os igien til Hasle, og forsterkede os saaledes, at vi bleve 16 Mænd til Hæst, reede saa til Rødtz=Kirke til Hr. Povel hvor vi underrettede ham om alt, hvis var passered, og begiærede at Almuen maatte staa i Beredskab om Natten ved hans Kirke til videre Ordre. Hr. Povel lod strax forsende Bud omkring udi hans Sogn, at Almuen iligemaade paa samme Sted skulde møde; men han turde der ikke lade ringe med Klokkerne, efterdi det var alt for nær ved Slottet. Vi reede videre 16 Mænd sterke til Hæst fra Hr. Povel ned til Sandemanden Mads Høy, og der bekom til Fange en Svensk Støk=Lieutenant ved Navn Niels Rud, som vilde til Slottet. Da den samme var satt udi Forvaring, begav jeg mig ned til Sandvig, hvor jeg strax om Natten lod reise Almuen der i Byen, reed saa videre til Allinge, hvor mig faldt udi Hænder en Svensk Qvarteermester.
Efter at jeg havde forsterket mig med det meste unge Mand=Kiøn udi Allinge og Sandvig, reisede jeg med dem samme Natt forbi Slottet op til Slotts Veyr=Møllen, hvor vi bekomme en Svensk Soldat, som ikke vilde have Qvarteer, og derfor blev nedfældet; Mølleren derimod, som havde gaaet de Svenske til Haande, fik Qvarteer, efterdi han det begiærede. Da posterede jeg mig ved Veyr=Møllen bag en Busk med Folket, og udsatt Skildtvagt paa de [side 226 til 227] Steder, som jeg vidste at de Svenske kunde undkomme fra Slottet, hvor vi da strax om Morgenen bekomme en Trommeslager med 4re Soldater, som Lieutenanten, der laa paa Slottet, havde udskikket paa Kundskab, hvilke 5 Personer blev gived Qvarteer, eftersom de det begiærede. Da komme an marcherende Capitaine Niels Gummeløs med Lands=Dommer Peder Olsen og Hr. Povel samt det heele Land=Folk og Hasle Borgerskab, som havde staaet ved Rytz=Kirke om Natten.
Slots=Besætningen mærkede da omsider, at der var Uraad paa færde, hvorudover een af Prindsenskiolds Tienere blev udskikked for at erfare hvad den Samling skulde betyde; men, som han fornam, at vi alle vare bevæbnede, gik han ind paa Slottet igien, hvor han kom i Behold, endskiøndt vi skiøde efter ham. Derpaa blev raadslaget paa hvad Maade vi skulde blive Mestere af Slottet, og blev da beslutted, at skikke et brev til Prindsenskiolds Frue og Lieutenanten, som vare paa Slottet, hvilket ogsaa skeede ved en Trommeslager, og finge vi strax Svar paa samme Brev. Endeligen ankomme Rønne=Borgerskab tillige med Vester=Herreds Bønder, og conjungerede sig med det Folk, som vi tilforn havde forsamled. Det Giensvar, som var bragt fra Slottet, var af den Indhold, at Besætningen begiærede 4re af de fornemste, som dette Verk havde anfanget, vilde forføje sig ned til det Huus ved Slottet, hvor Lieutenanten selv fierde vilde møde for at slutte et Forliig, og at afgiøre Sagen saavel mundtligen som skriftligen, hvilket og blev efterkommed af os saavel som af dem.
De 4re af vore Folk vare Borgemester Claus Clausen udi Rønne, Hermand Clausen og Skipper Hans Lauritzen tillige med mig, hvilke strax sluttede en Accord med de Svenske udi Kraft af hvilken den heele Besætning marcherede ned af Slottet, og leverede deres Gevær med Slotts=Nøglene fra sig, saa at vi mod Aftenen den 9 Decembr. toge Slottet i Possession, og bragte Besætningen, som var udkommen mod os, ind paa Slottet igien udi Forvaring under stærk Vagt til den anden Dag, som var den 10 December.
Efter at dette saa lykkeligen var forretted, blev af samtlige Landets Stænder mig overdragen Militiens Direction, saavel paa Slottet, som over det heele Land, indtil man kunde faae Bud til Hans Kongelige Majest. og derfra anden Øvrighed kunde bekomme.
Den 27 Decembr. kom en Svensk Galliot fra Skaane, hvilken hilsede med sine Stykker uden for Slottet, og blev af mig besvared. Jeg skikkede strax tvende Mænd ud i en Baad, som skulde spørge, om der var nogen Svensk Officer paa Gallioten eller noget Brev til Prindsenskiold, og i saa fald skulde de strax komme i Land til ham, og tage Brevene med sig, og kom da i Land med samme Baad en Capitaine, som havde sit Folk liggende paa Slottet tillige med en Rittmester ved Navn Gustav Hort; men de havde ingen Breve med sig. Disse tvende lod jeg strax føre til Hr. Povel, og derfra til [side 227 til 228] til Hasle, hvor de bleve satte i Forvaring. Derefter bestillede jeg 4 Baade, som skulde roe ud til samme Galliot for at føre Skiperen og Styrmanden ogsaa udi Land, iligemaade for udi Rittmesterens og Prindsenskiolds Navn at befale Lieutenanten med det Rytterie, som var om Bord, skulde følge efter. Herudover komme ungefær 30 Mænd paa Land, og endeligen allersidst Lieutenanten, hvilken, førend han foer bort, gav saadan Ordre til de tilbage blivende Corporaler, at de ikke skulde forlade Skibet, førend han skikkede dem Tegn, (hvilket giver tilkiende, at han allerede havde fattet nogen Mistanke). Dette vilde han ikke bekiende, hvorudover jeg truede ham paa Livet, dersom han ikke gav tilkiende paa hvad Maade man kunde faae de øvrige Folk paa Land. Herudover aabenbarede han det omsider, og flyede mig sin Kniv, som var Tegnet, ved hvilket Middel vi finge alle paa Landet, saa der bleve ikke fleere tilbage uden de, som behøvedes at tage vare paa Hæstene. Men de bleve ogsaa bragte i Land, da vi strax derpaa erobrede Gallioten, hvilken med Danske Folk blev besatt.
Den 29 Decembr. bleve alle Fangerne bragte til Rønne, hvor de bleve forvarede indtil de til Hans Majestet bleve overskikkede med den Hollandske Flode, som havde bragt vore Folk hid til Landet. Jeg selv efter saa vel forretted Sag forføiede mig til Fæstningen igien, hvor jeg førte Commando indtil jeg blev afløset af Commendanten Oberste Michel Ægsten zc.

Af denne tilforladelige Relation sees, at man gik ikke mindre mildt end forsigtigen til verks udi denne navnkundige Bornholmske Revolte. Man seer ogsaa deraf, hvilken Capacitet og Hurtighed denne Jens Koefoed har haft i at udføre saadant Verk. Øen haver siden den Tid stedse været foreened med Dannemark, og Jens Koefoeds Navn udi stor Agt og Ære sammesteds. Hvad som ellers mest opmuntrede Borringholmerne til dette dristige Foretagende, var et Brev, som dem en Maaned tilforn blev tilskrevet af Kong Friderik, hvorudi Hans Majestet giver dem tilkiende, at de havde sig ikke meere at befrygte for den Svenske Flode udi Øster=Søen, efter den Undsætning man havde faaet af Holland: Saa at derfor denne Gierning, hvor dristig den end kand synes, var viiseligen overlagt; thi det havde været en Daarlighed, at begynde saadant, førend den Hollandske Undsætning til Søes ankom, og da de Svenske, som spillede Mester i Øster=Søen, i en Hast kunde tage Øen tilbage igien, og tilstrækkeligen hævne sig.

Hans Majestet fandt saadan Behag udi denne Borringholmernes Troeskab, at han ikke alleene strax udi samme Maaned tilskrev dem et Taksigelses Brev; men endogsaa Aaret derefter udi et andet Brev lover dem en særdeles Beskyttelse, og er dette merkeligt, at Hans Majestet udi samme Brev siger, at Borringholm af Indbyggerne er bleven ham foræret, saa at han anseer denne Gierning som en Gave, hvilket er den største Douceur og Høflighed en Lands=Herre kand lade see mod sine Undersaattere. Brevet, som fortiener i Historien at indføres, lyder saaledes: [side 228 til 229]

Vi Friderich den Tredie zc. Giøre hermed alle og enhver, som dette vedkommer, vitterligt, at, eftersom formedelst de sidste til Roskild med Kongen af Sverrig passerede Tractater, iblant andre Vort Land Borringholm tillige med Vore samtlige sammesteds boende Undersaatter til Kongen og Kronen Sverrig maatte cederes, og overgives, og nu samme Lands Indbyggere for den Svenske Regierings uhørlige Procedures og onde Omgiængelses skyld ere blevne høiligen foraarsagede, at kaste saadan ubillig Byrde fra sig, hviket de ogsaa ved GUds naadige Bistand lykkeligen have obtineret, og der ikke alleene dem selv og bemældte Land Borringholm med deres egen Magt og Styrke fri og frelste giort, men endogsaa strax derefter ved deres Fuldmægtige bemældte Land Borringholm med alle sine Rettigheder og Indkomster Os, og Vore Arvinger overdraget, undergivet, og foræret have til egen fri Arv og Eiendom at følge, som bemældte deres Gave=Brev datered den 29 Decembr. 1658 og meenige Landets Indbyggere Ædel og Uædel, Geistlige og Verdslige derpaa givne Confirmation datered den 19 Januarii nærværende Aar det samme vitløftigere formælder. Da love, og bepligte Vi Os hermed for Os og Vore Arvinger, at Vi bemældte Vort Land Borringholm tillige med Vore kiære troe Undersaattere sammesteds, som nu ere, eller herefter kommende vorder, ikke alleene ville antage og annamme, som Vi ogsaa dennem formedelst dette Vort Aabne Brevs Kraft nu have antaget og annammet under Vor og Vore Arvingers Protection og Beskiærmelse, dennem imod alle og enhver efter yderste Formue at forsvare og ved Lov og Rett erholde; men end ogsaa dennem aldrig vil vore Fiender de Svenske, som tilforn er skeed, at overgive, og udi alle Maader Os mod dennem som en naadig og mild Herre og Øvrighed betee og erviise. Til ydermeere Stadfæstelse have Vi dette Vort Forsikrings=Brev med egen Haand underskrevet, og med Vort Kongelige Secret bekræftet. Gived paa Vort Kongl. Slott Kiøbenhavn den 3 Maji 1659.
Under Vort Zignet.
Friderich.

Dette Brev er confirmered og Ord for Ord repetered af de efterfølgende Høilovlige Danske Konger, og kand man deraf slutte, at Borringholmerne have overgivet Kongen Landet til Arv og Eiendom, saa at samme Øe fra den Tid blev anseet som et arveligt og partrimonial Gods det Kongelige Huus tilhørende, hvortil Indbyggerne formeende sig at være berettigede, eftersom de ved egen Magt uden nogen Hielp af Riget toge Landet fra Fienden, og er det i den Henseende, at Kongen kalder deres Overgivelse en Gave. Da Landets Restitution udi den paafølgende Freds Forhandling blev paastaaet af de Svenske, tilkiøbte Kong Friderik sig en Hob Adels Gods udi Skaane, og derved samt andet Vederlag fornøiede Sverrig for sin Prætension paa Borringholm.

Dette er det fornemste som tildrog sig udi det Aar 1658, mod hvis Udgang Hans Majestet extenderede og forbedrede de Privilegier som udi Augusto vare givne til Kiøbenhavn, saaledes at 4re nye [side 229 til 230] Artikle der til bleve lagde. Og, som de samme ikke findes blant de trykte Forordninger, vill jeg dem her anføre. [fortsættes]

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple