SkanskDansk
Forord > Vinteren 1658/1659 > Stormen på København


Stormen på København


Efter at krigen igen var brudt ud i august 1658, blev København hurtigt belejret af de svenske styrker til lands og til vands. Dele af den hollandske (nederlandske) flåde kom imidlertid den betrængte danske hovedstad til undsætning i slutningen af oktober 1658 og fik samtidig indesluttet de svenske krigsskibe i Landskrone Havn.

Dette gjorde farvandene omkring Bornholm overvejende svenskfri, hvilket var en afgørende forudsætning for, at den bornholmske "opstand" i december 1658 kunne få en lykkelig udgang.

Vinteren blev igen hård med tilfrosne farvande, og situationen så efter årskiftet 1658/1659 således ud for de belejrede københavnere, der i øvrigt lige var blevet tildelt en række "privilegier":

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 230-233:

Udi Begyndelsen af det efterfølgende Aar arbeidede de Svenske paa idelig at allarmere og udtrætte Kiøbenhavns Borgere, til hvilken Ende de brøde op med deres Tropper hver Aften. De havde Forhaabning at finde een eller anden Leilighed at overrumple Staden, hvilken de meente formedelst dens Fremgang og gode Lykke skulde blive u=agtsom og forsømmelig. Men de bleve meget bedragne udi deres Tanker; thi de Danske havde udi alle Stads=Taarnene deres Vægtere, hvilke, saasnart de saae Fienden bevæge sig, advarede strax Borgerne derom, i det de klemtede med Klokkerne, og gave adskillige Tegn fra sig, saa at Voldene derover i en Hast bleve opfyldte med Folk, at tage mod Fienderne. Ja den Hurtighed at iile til Gevær var saa stor hos Borgerskabet, at de ved mindste Allarm kieppedes om at løbe til Volden, og i saadan Iil undertiden traade hinanden [side 230 til 231] under Fødderne, saasom det hente sig den første Dag udi dette Aar, da de ved en Tidende om Fiendens Bevægelse trængede sig ud af Kirken og stødte hin anden omkuld, og foraarsagede saadant at Præsten om Aftenen maatte holde Høimesse=Prædiken igien, saa vel for Kongen som for Almuen, naar de samtlige komme ned af Volden igien.
Udi hvilken Tilstand ellers den beleirede Hoved=Stad var udi dette Aars Begyndelse, og hvilke Mesures der toges til dens Forsvar, sees fornemmeligen af General Schaks Forestilling, som han tillige med andre høje Officiers efter Kongelig Ordre giorde, og viiser den samme, at Vagtene bleve forstærkede saa længe som Frosten varede, og at udi visse Tilfælle blant Borgerne ingen Mands=Person blev hiemme udi Huusene, at en viss Hob af hvert Compagnie blev udtagen, og brugt til at bryde Iisen paa de farligste Steder. Handverks=Karlene og Kræmmer Svennene maatte om Natten trække op, og staae i Reserve udi Runde=Kirke. Studenterne bleve ogsaa paa ny enroullerede, og lagde i Reserve paa visse Steder, og Amagerne brugtes om Dagen til at iise, og om Natten laae i Reserve paa Christianshavn. Af Hollandske Hielpe=Tropper vare i Staden 32 Compagnier, commanderede af en Officier ved Navn Buggeler, hvilke bleve uddeelte paa adskillige Poster. Udi Staden førtes Ober=Commando af General-Lieutenant Schack, og Oberste Ahlefeld commanderede udi Castellet. Og fattedes der hverken paa gode Officiers ej heller paa tappert Mandskab, men Vanskeligheden derved var, at Mandskabet bestod af allehaande slags Folk og Stænder, saasom fremmede Tropper, Studentere, Borgere, Handtverks=Folk, af hvilke enhver vilde tilegne sig Commando selv, og man maatte mod dem heller bruge Bønner og Begiæringer end skarp Ordre, hvilket sees af bemældte Generals Forestilling, hvorudi han exprimerer sig med disse Ord: Jeg haver Navn af Ober=Commando, hvilket dog bestaaer i liden Pouvoir, i Henseende til at enhver Stand, saasom her ere Borgerskab, Studentere, Handtverks=Folk og Fremmede, hvilke kand giøre mig mit Embede vanskeligt, efterdi alting maa erholdes ved Bønner, og dog undertiden intet dermed udrettes, og enhver Stand vil tilegne sig Souverainetet, og absolut Commando, saa at det var lettere at være General, naar man havde alleene med Soldater at bestille. Jeg seer ellers af General Trampes skriftlige Betænkende over Stadens Tilstand, at der var stor Jalousie mellem Stænderne indbyrdes, som man kunde frygte at ville have onde Suiter. Men General Schack, som førte Ober=Commando, overvandt alle disse Vanskeligheder ved sin fornuftige Opførsel, saa at alle Fiendens Foretagender dette Aar havde slet Udfald.
Da Kong Carl nu saae, at alle hans Anstalter formedelst Borgernes Aarvaagenhed sloge ham feil, besluttede han omsider at angribe Staden med Magt, og forsøge en General=Storm, stolende paa sin overmaade gode Lykke, som altid havde været ham saa bevaagen. Adskillige af hans Ministrer raadde ham derfra, forestillende, hvor vanskeligt det var at angribe Staden, som saa nyligen var bleven [side 231 til 232] bestyrket med Folk, og saa meget forbedred udi Fortificationen. De havde ikke holdt det raadeligt at forsøge en Storm udi Begyndelsen, da Indbyggerne vare udi største Forvirrelse, og Staden var ikkun slet befæsted, hvad Fremgang kunde de derfor nu vente, eftersom Voldene vare forbedrede, Borgerne af deres overmaade gode Lykke blevne meget modige, og de Svenske derimod temmeligen forsagte. Andre tvert imod styrkede Kongen udi hans Forsætt, forestillende, at det nu var Tid til at forsøge det Yderste, efterdi de Beleirede mod Vaaren ventede frisk Undsætning fra Holland. De Svenske havde ved deres Tapperhed overvundet saa mange Vanskeligheder, og bestormed saa mange Stæder tilforn, besynderlig Fridericia, som var saa sterk befæsted, og hvorudi laae saadan herlig Besætning. Skulde det gaae ulykkeligt, kunde de Svenske vel derfor oprette deres Sager igien, derimod hvis det faldt dem efter Ønske, da var deres Seir fuldkommen, og Kongen udi en Hast skulde blive Monark over heele Norden.
Paa samme Tid bekom den Engelsek Envoye Philip Meadow, som da var udi den Svenske Leir, Befalning fra Engeland at handle om en særdeles Fred imellem begge Rigerne, og derfor sendte til Kiøbenhavn sine Forslag derom, hvorpaa hans Majest. Kong Friderik lod svare, at han kunde ikke med sin Honneur og Sikkerhed slutte nogen Tractat, uden alle hans Allierede derudi vare indsluttede. Da Kongen af Sverrige fik dette at høre, besluttede han at forsøge en Storm, til hvilken Ende han lod forsyne sin Krigs=Hær med alt, hvad som var fornødent.
Da nu alting var tillavet, gik Stormen for sig den 11 Febr. om Natte=Tider; De Svenske havde klædet sig udi hvide Skiorter og bare Straa paa deres Hatte, at de disbedre skulde kiende hinanden. De Danske Kiendetegn derimod vare Tørklæder, som de ogsaa havde fæsted paa deres Hatte. Saasnart de Svenske nu havde faaet Tegn ved nogle Tiære=Tønder, som bleve antændte, faldt de an med stor Hidsighed paa adskillige Stæder, og vare alle fulde af Forhaabning om god Fremgang. De Danske derimod vare ikke mindre omhyggelige for at afvende den overhængende Fare, og toge imod Fienden med ubeskrivelig Tapperhed. Kong Carl viiste sine Soldater stort Bytte, de vilde bekomme udi Staden, som en Belønning for all deres forbigangne og nærværende Møje. Kong Friderik derimod reed fra den eene Gade til den anden, og opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, forestillende dem, at deres heele Fædernelands Velfærd bestod nu allene udi deres Troeskab og Tapperhed, hvorfor Fægtningen gik for sig med stor Iver. De Beleirede, det første de finge de Svenske udi Sigte, fyrede de paa dem med deres store Stykker, men, da de komme nærmere, brugte de deres Musqveter, Haand=Granater, og andre offensive Instrumenter. Fabiani Fersens Folk vare komne digt til Volden, og begyndte at opreise deres Storm=Stier, men bleve ved de Beleiredes Skud drevne tilbage igien, alleneste 4re af dem komme op paa Volden, hvilke strax bleve ihielslagne. De Svenske vare ikke lykkeligere paa de andre Steder; [side 232 til 233] Thi da Obriste Gengel og Woyet vare slagne, og Askenberg, Hetzrig og Weissenstein haardeligen saarede, toge Soldaterne Flugten, hvilket da Kongen af Sverrig fornam, sendte han Erik Steenbok med det Smaalandske Regiment til Undsætning, item de tvende Brødre Carl og Peder Sparre, at undsætte Fersens Tropper, men de havde ikke bedre Lykke end de andre; thi, efter at de havde forliist en stor Hob af deres Folk, bleve de omsider tvungne til at begive sig paa Flugten.
Da nu Natten mesten var forbigangen, og Stormen ophørdte paa denne Side, begyndte den om Morgenen Klokken 4 med nye Hidsighed paa den anden Side; Thi de Svenske, da de havde passeret Vartovs Dige, marcherede de med stor Dristighed mod Volden, men de bleve tvungne at give sig paa Flugten igien, efter at de havde forliist deres fornemmeste Anførere Vavassor, Vitinghoff og Lensmand, og en stor Hob andre Officerer og gemeene Folk.
Endeligen begyndte Dagen at bryde frem, ikke mindre angenem for de Danske, end forskrækkelig for de Svenske, da saae man den hele Mark bedekked med døde Legemer, hvilket noksom gav tilkiende Fiendens store Forliis. Iblandt de Døde bleve fundne Grev Erik Steenbok, la Voyet, en Franskmand, General Major Vavassor, hvis Ørne, hvorudi mange Guld=Ringe hange, vare af de gierige Soldater afhugne, Gengel, Dromond, Lensmand, Vittinghoff, Smith og en stor Hob andre Officierer, hvis Navne vilde blive for vitløftigt at opregne. Den største Deel blev omkommen af de Danske; De andre bleve druknede udi Søen, saa man ikke kand viide deres Tal. De Beleirede, som af en synderlig GUds Naade havde ikke forliist over 10 Mænd, løbe udi Hobetal udaf deres Befæstninger, saasnart som Fienden var borte, og bragte en stor hob Trommer, Standarter, Storm=Stier, og andre Krigs=Instrumenter udi Triumph med sig udi Staden. Den samme Morgen blev siunget Te Deum, fordi GUd havde befriet Kongen og Fædernelandet fra saadan stor Fare. Og den 20 Febr. blev holden en ret Taksigelses Fest. Hvad de slagne Svenskes Tal anbelanger, da siger en viss Autor, at der omkomme hen ved 2000 Gemeene; men dette Tal stæmmer ikke overeens hverken med de Danske eller Svenske Relationer, som strax efter Stormen bleve giorte; thi de Svenske regne de Døde og Qvæste til 600, og de Danske 566 Døde foruden dem, som druknede udi Graverne.
Nu vil jeg lade de Belejrede glæde sig over den store Seier, og de Svenske begræde deres Forliis, item begrave deres Døde, hvilket Kong Friderik gav dem Forlov til, og vende mig til Holsteen, hvorhen de Keiserlige, Polske og Brandenborgske hastede for at forløse Dannemark, og skaffe Kong Friderik en billig Fred. De Keiserlige Tropper bestode af 12000 Mænd, og vare commanderede af Montecuculi, de Polakere vare 600 Ryttere, hvis Anfører var Czarnesky, de Brandenborgere vare over 12000 Mænd sterke, og anførte af Chur=Førsten selv, en tapper Herre, der havde lagt stor Ære ind udi det navnkundige Slag ved Warskau. Han commanderede nu den heele Krigs=Hær, saasom det højeste Hovet.

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple